Ældreområdet

Om arbejdsområdet

I Danmark er der over 1,1 million mennesker over 65 år, og andelen af ældre vil i de kommende år stige markant. Mange ældre er aktive og raske langt op i årene, men samtidig er der en stor gruppe af ældre, der kæmper med sygdom, nedslidning og ensomhed.

I ministeriets Kontor for Ældre arbejder vi for at forbedre tilbuddene til ældre borgere, så de får en god og sund alderdom og oplever en værdig ældrepleje. Tilbuddene til ældre borgere gives efter serviceloven og omhandler blandt andet personlig og praktisk hjælp og pleje, madservice og rehabilitering.

Det er kommunen, der har det overordnede ansvar for kvaliteten og tilrettelæggelsen af hjælpen og plejen, som tilbydes den enkelte borger efter en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og støtte. Det er således kommunen, som inden for lovgivningens rammer har ansvaret for det konkrete indhold og for niveauet for den lokale ældrepolitik.

Herudover arbejder Kontoret for Ældre med områder som for eksempel demens, tilsyn og bekæmpelse af ensomhed, lige som kontoret laver politikudvikling og lovgivning på ældreområdet. Endelig varetager kontoret også minister- og folketingsbetjeningen.

Nyheder om Ældreområdet