Styrket indsats skal hjælpe hjemløse

01-09-2017

Ny hjemløsetælling viser fortsat stigning i antallet af hjemløse i Danmark. Børne- og socialminister Mai Mercado bebuder handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed i efteråret.

Siden 2015 er antallet af mennesker i Danmark, der lever i hjemløshed, steget med knap 500 personer. Særligt er der kommet flere hjemløse unge og hjemløse kvinder. Det viser en tælling fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, som bliver offentliggjort i dag.

Børne- og socialminister Mai Mercado kommer snart med sin handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed.

Hun siger:

Vi skal sætte tidligere ind, så vi griber de unge, før det går helt galt, og flere end i dag skal have den hjælp, som, vi ved, virker. For en tryg base er en forudsætning for at leve et stabilt liv, og derfor er jeg meget bekymret over, at antallet af hjemløse bliver ved med at stige. Det er uacceptabelt, at stadig flere unge mennesker indleder voksenlivet med store sociale problemer og uden et hjem. Og det er trist, at også flere kvinder falder igennem.

- Mai Mercado

Der er stor forskel på, hvordan antallet af hjemløse har udviklet sig rundt om i landet. Mens der siden 2015 er kommet 11 procent flere hjemløse i Københavns omegn og 15 procent flere i Århus, er antallet i samme periode stagneret i Københavns Kommune og faldet med 35 procent i Odense.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Tallene understreger, at kommunens sociale indsats gør en forskel for antallet af hjemløse. Mulighederne for at finde en billig bolig spiller også en rolle, men fire ud af fem hjemløse har et misbrug, psykiske vanskeligheder eller begge dele, og derfor er deres udfordringer meget større end manglen på en bolig. Vi ved, hvilke indsatser der virker. Nu skal vi have kommunerne til at bruge dem i endnu højere grad – det vil jeg sætte mig i spidsen for.

- Mai Mercado.

Se VIVE’s pressemeddelelse

 

Yderligere oplysninger

Pressechef Martin Hein, mhei@sm.dk, 41 85 14 83

Fuldmægtig Anne Skov Christensen, askc@sm.dk, 41 85 13 21

 

For tekniske spørgsmål til tællingen og rapporten henvises til VIVE