Socialminister Monika Rubin vil gøre det muligt at tvinge visse kommuner til at samarbejde på børneområdet
Nogle kommuner kæmper med at overholde centrale lovkrav i deres sagsbehandling på børneområdet. Socialminister Monika Rubin vil forpligte visse kommuner til at samarbejde på børneområdet for at styrke retssikkerheden for børn, unge og familier.
Lange sagsbehandlingstider og indsatser, der kommer for sent eller slet ikke kommer.
Det er virkeligheden i for mange kommuner, der har udfordringer med at overholde de krav, der er i barnets lov. Det viser blandt andet Rigsrevisionens beretning fra juni og Ankestyrelsens Børnesagsbarometer fra oktober.
Rigsrevisionen konkluderer også, at der er stor kommunal forskel på overholdelse af lovkravene i anbringelsessager. Det er samtidig Socialministeriets opfattelse, at der i nogle tilfælde er indikationer på, at der er sammenhæng mellem en kommunes størrelse og de udfordringer, der ses.
I denne uge skal Folketinget førstebehandle et lovforslag, der skal gøre det muligt at pålægge nogle kommuner at indgå i forpligtende kommunale samarbejder på børneområdet.
Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin siger:
”Retssikkerheden for børn og deres familier er ikke til forhandling! Man skal simpelthen kunne stole på, at man får den rette hjælp og en ordentlig sagsbehandling, hvis man rækker ud til sin kommune.
Det skaber en ulighed i landet, hvis vores postnummer bliver afgørende for kvaliteten af kommunens sagsbehandling. Så hvis en mindre kommune ikke kan løfte opgaverne på børneområdet, synes jeg, det er på sin plads i sidste ende at kunne tvinge den kommune til at samarbejde med en anden kommune om sagerne.”
Ministeren fortsætter:
”Jeg er med på, at et pålæg om samarbejde kan være indgribende for de berørte kommuner. Men hensynet til borgernes retssikkerhed må veje tungere - det gør det i hvert fald for mig. Men jeg håber selvfølgelig, at de relevante kommuner vil være deres ansvar bevidst og søge samarbejdet frivilligt, før det kommer så vidt.”
Lovforslaget omfatter kommuner, der allerede på andre opgaveområder er pålagt at samarbejde efter reglerne i lov om forpligtende kommunale samarbejder. Den kommune, der pålægges at samarbejde med en anden kommune på børneområdet, bevarer det politiske, økonomiske og juridiske ansvar for området. Det er altså alene udførslen af opgaverne, som overgives til den anden kommune.
Det vil være en forudsætning for et pålæg om samarbejde, at der over tid er dokumenterede og alvorlige udfordringer med kvaliteten i sagsbehandlingen i den pågældende kommune. Det vil også være en forudsætning, at de pågældende kommuner ikke frivilligt har ansøgt om at udvide et eksisterende samarbejde til at omfatte børneområdet. Der vil desuden være en høring af de berørte kommuner forud for et pålæg om samarbejde.
Lovforslaget førstebehandles den 6. november og foreslås at træde i kraft den 1. juli 2027.
Pressekontakt
Socialministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).