Opbakning fra Folketingets partier til aftale om forbud mod køb af vælgererklæringer og regler om ændringer af partinavne

20-11-2020

Formålet er at beskytte demokratiet og at forhindre, at det nye sanktionssystem bliver omgået.

Alle Folketingets partier har aftalt at indføre et forbud mod køb af vælgererklæringer.  

Med lovændringen vil partierne beskytte det danske demokrati, hvor det i forvejen er forbudt at købe stemmer. En vælgererklæring skal være udtryk for, at vælgeren har sympati for det parti, vælgeren støtter. Det skal være udtryk for vælgerens frie vilje, og vælgererklæringen må ikke afgives på baggrund af betaling.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger: 

Vi har desværre set, at et parti har lavet et væddemål, hvor alle underskrivere af vælgererklæringer har kunnet vinde penge. Det strider mod ånden i vores valglovgivning og demokrati. Det skal være politiske holdninger og ikke penge eller andre belønninger, der afgør, hvem man støtter med en vælgererklæring. Så jeg er glad for at have fået bred politisk opbakning til hurtigst muligt at sætte en stopper for den slags metoder.”

- Astrid Krag

Ændrer også regler om partinavne

Aftalepartierne er også blevet enige om at indføre regler for ændring af opstillingsberettigede partiers navne. De nye navne vil fremover skulle godkendes af Valgnævnet efter de samme regler, som gælder for nye partinavne.

I dag godkender Valgnævnet kun navne for partier, der endnu ikke er opstillingsberettigede.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

Fremover vil Valgnævnet blandt andet kunne sætte foden ned, hvis et ændret partinavn har for stor lighed med navnet på et parti, der indsamler vælgererklæringer, eller et parti, der har fået gult eller rødt kort og dermed har fået bremset sin indsamling af vælgererklæringer. Dermed forhindrer vi blandt andet, at man ved at skifte partinavn kan omgå systemet med gult og rødt kort i sager med snyd.”

- Astrid Krag

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Kontakt til ordførerne:

Anni Matthiesen, Venstre, tlf. 61 62 51 72

Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, tlf. 33 37 51 26

Kathrine Olldag, Radikale Venstre, tlf. 61 62 38 00

Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti, tlf. 61 62 31 76

Jette Gottlieb, Enhedslisten, tlf. 61 62 36 70

Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti, tlf. 33 37 42 14

Mette Thiesen, Nye Borgerlige, tlf. 33 37 58 13

Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, tlf. 33 37 49 08

Torsten Gejl, Alternativet, tlf. 61 62 46 51

Birgitte Vind, Socialdemokratiet, tlf. 61 62 51 45