Serviceloven og barnets lov giver som udgangspunkt ikke mulighed for dispensation fra lovens regler. Lovene indeholder dog en mulighed for, at en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud efter en konkret vurdering af en ansøgning kan få tilladelse til at fravige regler i serviceloven og eller barnets lov som led i et forsøg under forudsætning af, at en række betingelser er opfyldt.
Godkendelse af et forsøg efter § 184 i serviceloven eller § 206 i barnets lov er betinget af:
- Forsøgsperioden skal være afgrænset. Forsøgsperioden fastsættes i det enkelte tilfælde ud fra en konkret vurdering, men forsøget kan som udgangspunkt ikke strække sig ud over 4 år.
- Forsøget skal evalueres. Formålet hermed er at sikre, at forsøget kan medvirke til en længerevarende udvikling på det sociale område.
Det fremgår udtrykkeligt af § 184, stk. 2, i serviceloven og § 207 i barnets lov, at der ikke kan gives godkendelse til:
- Forsøg, som indebærer, at borgere/barnet eller den unge stilles dårligere end efter serviceloven/barnets lov.
- Forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. §§ 83 og 84, der medfører fravigelse af de almindelige regler om forældrenes egenbetaling.
- Forsøg, som medfører statslige merudgifter.
- Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn.
- Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Social- og boligministeren offentliggør hvert år en status for anvendelsen af forsøgsbestemmelserne i serviceloven og barnets lov. Disse statusoversigter kan ses i boksen her på siden sammen med forsøgsgodkendelserne for de til enhver tid igangværende forsøg.