Vestager anerkender kommunernes skattelinje

14-10-2011

Foreløbige skattetal viser, at fire kommuner vil hæve skatten, og fire vil sænke den, hvilket giver en samlet skattestigning på cirka 29 mio. kr. næste år. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager anerkender kommunerne for at tage ansvar.

Samlet set forventes kommunerne at øge skatten med cirka 29 mio. kr. i 2012. Det viser en foreløbig opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet på baggrund af indberetninger fra de 98 kommuner.

De kommunale skatter forventes at stige i fire kommuner: Sønderborg, Lemvig, Norddjurs og Frederikshavn. Samtidig har fire kommuner - København, Rudersdal, Odense og Syddjurs - vedtaget at sænke de kommunale skatter.

Kommunerne skal senest den 15. oktober vedtage budgetterne for næste år, og dermed også fastsætte de kommunale skattesatser for indkomstskat, grundskyld og dækningsafgift på erhvervsejendomme. Det samlede skatteprovenu forventes at udgøre 229 mia. kr. i 2012.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

De foreløbige skattetal tyder på, at kommunerne stort set vil holde skatten nogenlunde i ro. Jeg vil gerne kvittere for, at kommunerne tager ansvar. Det tyder på at kommunerne har arbejdet målrettet for at overholde aftalen på skattesiden. Jeg ser nu frem til at se resten af budgettallene. Kommunernes udgifter udgør cirka halvdelen af den offentlige økonomi, og derfor har de et stort ansvar for, at Danmark kommer stærkt igennem den økonomiske krise. Som minister for kommunerne er jeg meget tilfreds med at det ser ud til, at kommunerne tager den opgave på sig.

- Margrethe Vestager

Ifølge økonomiaftalen for 2012 må de kommunale skatter samlet set ikke stige. Regeringen vil efter fristen for budgetvedtagelsen foretage opgørelsen af, om kommunernes skattefastsættelse overholder rammerne i økonomiaftalen.

I de kommende uger skal kommunerne også indberette budgetoplysninger om bl.a. service- og anlægsudgifter til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Regeringen vil afvente kommunernes indberetning af budgetlægningen for serviceudgifterne og derefter vurdere, om budgetterne samlet set flugter med det aftalte, så hele bloktilskuddet kan udbetales.

Det forventes, at Økonomi- og Indenrigsministeriet har kommunernes foreløbige budgettal for 2012 klar i begyndelsen af november. Regeringen og KL har aftalt af mødes, når der forelægger en foreløbig opgørelse af budgetlægningen.

 

Yderligere oplysninger

Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@sim.dk