Ni kommuner får 12,5 mio. kr. til at skabe arbejdspladser

20-01-2012

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager giver økonomisk bidrag til 14 lokale projekter, som skal fremme erhvervslivet og skabe beskæftigelse, primært i yderområderne.

Ni kommuner får nu i alt 12,5 mio. kr. fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som skal bruges til at medfinansiere 14 kommunale projekter. Fælles for projekterne er, at de enten har modtaget eller forventes at modtage støtte fra de regionale EU-støtteordninger, og at de igangsættes af kommuner, som kan have vanskeligt ved at afsætte medfinansiering til projekterne. Derudover har alle projekter til formål at skabe vækst og arbejdspladser i lokalområdet.

Pengene er givet til en bred vifte af projekter, hvoraf mange har fokus på at udnytte lokale ressourcer:

  • Vesthimmerlands Kommune har fået tilskud til flere projekter - heriblandt til en del af projektet "Lanternen", som skal være det nye samlingssted i Løgstør med aktiviteter indenfor sport, kultur, sundhed, erhvervsmæssige udstillinger og konferencer.
  • Mariagerfjord Kommune vil udvikle forretningsmodeller for en øget udnyttelse af biomasse i den lokale energiproduktion. Projektet skal bidrage til øget innovation og/eller kompetenceudvikling hos de deltagende virksomheder, foreninger og organisationer og dermed skabe nye arbejdspladser i region Nordjylland.
  • Skive Kommune har fået tilskud til et moderne sundhedscenter, et sports-, fitness- og wellnesscenter samt et aktivitets- og kulturcenter. Det vurderes, at projektet kan skabe op til 30 nye arbejdspladser og bidrage til at gøre området mere attraktivt at bosætte sig i og placere sig i som virksomhed.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Det er rigtig dejligt at kunne støtte projekterne, som alle kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser. Jeg er glad for at se den store opfindsomhed og det stærke lokale engagement, som præger projekterne - det er det, der skaber arbejdspladser. Det er helt afgørende, at vi investerer i vækst og innovation i Danmark, og at dette også er muligt at gøre i yderområderne.

- Margrethe Vestager

Kommunerne, der har modtaget tilskud ved den seneste tildeling, er: Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord, Skive, Lemvig, Horsens, Langeland, Kalundborg og Vordingborg.

Økonomi- og Indenrigsministeriet yder hvert år tilskud til vanskeligt stillede kommuners medfinansiering af EU-projekter. Puljen har til formål at hjælpe disse kommuner med at igangsætte projekter, som har eller kan forventes at modtage støtte fra de regionale EU-støtteordninger, der bidrager til erhvervsudvikling og beskæftigelsesfremme. Puljen er nærmere beskrevet i tilskuds- og udligningslovens § 17. En forudsætning for at en kommune kan få støtte fra puljen er, at kommunen har et strukturelt underskud pr. indbygger, som er mindst 25 pct. højere end landsgennemsnittet.

Tilskuddet fordeles efter to årlige ansøgningsrunder: den 1. marts og den 1. oktober.

I 2011 er der samlet ydet tilskud for 22,2 mio. kr.