300 mio. kr. til kommunernes indfasning af folkeskolereformen

28-08-2013

Økonomi- og Indenrigsministeriet udbetaler til næste år 300 mio. kr. som et ekstra løft til kommunernes indfasning af folkeskolereformen. I dag får kommunerne at vide, hvor stort deres tilskud bliver i 2014. De 300 mio. kr. er første udbetaling af et ekstraordinært tilskud på i alt 1,8 mia. kroner, som vil blive udbetalt til kommunerne i årene 2014-2017.

I forbindelse med regeringens økonomiforhandlinger med KL i juni måned i år blev der aftalt et ekstra tilskud til kommunernes indfasning af folkeskolereformen. I dag får kommunerne besked om, hvor stor en andel de modtager af de 300 mio. kr., som udbetales i 2014. Samlet vil kommunerne i perioden 2014-2017 få udbetalt 1,8 mia. kroner som ekstra finansiering til indfasning af folkeskolereformen i supplement til bl.a. et permanent løft af bloktilskuddet fra 2014 og frem.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Lærere, pædagoger, skoleledere, børn og deres forældre – det er mennesker, der kan skabe en stadig bedre folkeskole ved at gøre skolereformen til virkelighed. Og det hjælper at have penge til det. Tilskuddet er målrettet den enkelte kommunes økonomiske udfordringer, som indfasningen af folkeskolereformen giver. På den måde får kommunerne et bedre økonomisk grundlag for den opgave, som starter allerede fra næste år. Det er en stor opgave, og jeg håber, at tilskuddet giver et bidrag til at løfte opgaven.

- Margrethe Vestager

Tilskudspuljen for 2014 er fordelt med et grundbeløb og på baggrund af kriterier, hvor der er taget højde for kommunernes forskellige økonomiske udfordringer – bl.a. med hensyn til det nuværende timetal, forudsætninger for den nye anvendelse af lærernes arbejdstid, vanskeligere vilkår for en effektiv skolestruktur i tyndt befolkede kommuner samt mulighederne for anvendelse af frigjorte ressourcer fra SFO. Forhøjelsen på yderligere 300 mio.kr. i 2015 og de samlede puljer for 2016 og 2017 kan påregnes fordelt fuld ud efter kriterier for kommunernes forskellige økonomiske udfordringer.

Fakta

  • Det ekstraordinære tilskud, som over perioden 2014-2017 samlet udgør 1,8 mia. kr., vil blive udbetalt på følgende måde: 300 mio. kr. i 2014, 600 mio. kr. i 2015, 600 mio. kr. i 2016 og 300 mio. kr. i 2017.
  • Det ekstraordinære tilskud er et supplement til den faste forøgelse af bloktilskuddet. Forøgelsen af bloktilskuddet giver kommuner et økonomisk løft til indfasningen af folkeskolereformen. Forøgelse af bloktilskuddet udgør 204 mio. kr. i 2014 og 407 mio. kr. fra 2015.
  • Herudover finansieres folkeskolereformen af en bedre udnyttelse af arbejdstiden hos medarbejderne, en række initiativer, der skal give mindre bureaukrati og endelig er der afsat 1 mia. kr. til et løft af kompetencedækningen i folkeskolen.

Kontakt

Bjarne Simonsen
TitelChefkonsulent
KontorFinansiering