Konference: Store gevinster med partnerskaber

01-12-2014

Strategiske partnerskaber på tværs af offentlige, private og frivillige organisationer er en ny måde at løse udfordringer på uden at indføre mere regulering. Gennem fælles ejerskab og forpligtende mål kan et partnerskab skabe store gevinster for alle parter. Derfor sætter Økonomi- og Indenrigsministeriet og Djøf fokus på partnerskaber med en konference d. 4. december.

Vores samfund står over for en række udfordringer. Pengene skal bruges med omtanke, borgerne har høje forventninger til den offentlige service, og der kommer flere ældre borgere og færre i den arbejdsdygtige alder. Partnerskaber er en af løsningerne på udfordringerne.

Nye partnerskaber kan udnytte ressourcerne bedre til gavn for både den offentlige sektor, den private sektor og i sidste ende borgerne. På konferencen kan man fx møde Fuldkornspartnerskabet, der som offentligt-privat partnerskab har firedoblet danskernes indtag af fuldkorn. Det gavner både folkesundheden og brødproducenternes bundlinje. Partnerskaber er også en god måde at undgå yderligere politisk regulering, men alligevel opnå de mål, man har sat.

Djøf og Økonomi- og Indenrigsministeriet har i samarbejde arrangeret konferencen for at inspirere særligt embedsmænd, men også aktører fra den private og frivillige sektor, til at arbejde mere aktivt med partnerskaber for at løse samfundsmæssige udfordringer.

På konferencen vil økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard give sit syn på partnerskaber som et alternativt styringsredskab.

I en række workshops holder praktikere oplæg om deres erfaringer med partnerskaber på områder som fødevarer, sundhed og sociale forhold. PenSam, FOA og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vil fx fortælle om, hvordan de med deres projekt ”Sundhedskompasset” er gået sammen om at skabe sundere liv for alle borgere.

Efterfølgende vil direktører fra den offentlige og private sektor drøfte erfaringer og debattere muligheder og barrierer for fremtidige partnerskaber på tværs af sektorer. Desuden er der oplæg med blandt andre ekspert i partnerskaber, professor Carsten Greve, og Realdanias adm. direktør, Jesper Nygård.

Udpluk af oplægsholdere og deltagere:

  • Morten Østergaard, økonomi- og indenrigsminister
  • Jesper Nygård, adm. direktør Realdania.
  • Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse
  • Esben Egede Rasmussen, direktør i Fødevarestyrelsen
  • Helen Kobæk, direktør i PenSam
  • Knud Aarup, direktør i Socialstyrelsen
  • Carsten Greve, professor ved CBS
  • Stefan Hermann, rektor for Professionshøjskolen Metropol
  • Søren Kühlwein Kristiansen, direktør på Hotel- og Restaurantskolen

Pressen er velkommen under hele konferencen.


Fakta

Hvor: Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Hvornår: Torsdag d. 4. december kl. 14-17.30