Fælles forståelse om kommunernes integrationsindsats

08-01-2015

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaards kommentar til fælles forståelse mellem regeringen og KL om kommunernes integrationsindsats.

Regeringen og KL har drøftet rammerne for kommunernes integrationsindsats, da kommunerne står over for at skulle modtage markant flere flygtninge og familiesammenførte end tidligere antaget. Parterne er nået frem til en fælles forståelse.

Økonomi-  og indenrigsminister Morten Østergaard siger om den fælles forståelse:

Det er godt for den enkelte flygtning, når han eller hun hurtigt bliver en del af det danske samfund. Og så er flygtninge en ressource for Danmark, når de kommer i beskæftigelse og bidrager med deres kvalifikationer. Det er derfor regeringen fra første dag vil integrere de flygtninge, der lige nu ankommer i større omfang, end vi har set i 20 år.

Det har vi med dagens forståelse med KL skabt et klart grundlag for. Kommunerne får støtte til at skabe flere boliger og dermed et bedre grundlag for at hjælpe flygtninge med beskæftigelse, sprog og en ordentlig bolig.

- Morten Østergaard