Alle kommuner, der har søgt, kan hæve skatten

18-09-2015

Otte kommuner har søgt om tilladelse til at hæve skatten for 2016. Alle ansøgninger imødekommes fuldt ud. Der gives tilladelser for et samlet beløb på ca. 186 mio. kr

Det indgik i økonomiaftalen mellem regeringen og KL, at nogle kommuner skal have mulighed for at forhøje skatten inden for en ramme på 200 millioner kroner.

Det følger samtidig af aftalen, at andre kommuner får tilskud til at sænke skatten, så den samlede kommunale skatteudskrivning er uændret i 2016.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Det er vigtigt, at vi nu har fået rammen for skatteforhøjelser i de otte kommuner på plads. De 90 øvrige kommuner kan ikke regne med at kunne hæve skatten uden at blive modregnet i bloktilskuddet. Jeg forventer, at andre kommuner nu som aftalt vil sætte skatten tilsvarende ned, så det samlede skattetryk ikke stiger.

- Karen Ellemann

Hvis kommunerne ved budgetlægningen samlet hæver skatten for 2016, følger det af loven, at der sker en modgående regulering af bloktilskuddet, som svarer til overskridelsen. I tilfælde af en samlet skatteforhøjelse vil de kommuner, der på forhånd har fået en andel af rammen, og som vedtager en skatteforhøjelse i overensstemmelse hermed, blive friholdt fra en individuel modregning.

Med henblik på at understøtte, at der er kommuner, der nedsætter skatten, er der afsat en pulje til tilskud til skattenedsættelser.

Når kommunerne senest den 15. oktober har vedtaget deres budgetter for næste år, kan de kommunale skatter for 2016 opgøres.

Kontakt