Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann
Jeg bliver dybt berørt, når jeg ser spillefilmen ”Der kommer en dag” om livet på det fiktive børnehjem Gudbjerg i tressernes Danmark. Den beskriver en ubegribelig hård barndom. Vi ser billeder af frysende børn, og børn, der piner hinanden, og voksne, der ikke er sig deres ansvar bevidst. Det er historien fra en tid, hvor synet på børns rettigheder og rammerne for børns opvækst var markant anderledes end i dag.
Det er en barsk film baseret på beretninger fra personer, der voksede op på børnehjemmet Godhavn. Historierne kommer fra en rapport som Social- og Indenrigsministeriet bestilte med interview om, hvordan drengene fra dengang oplevede forholdene.
Der var bred enighed blandt Folketingets partier om, at dokumentere beretninger fra børnehjemsbørn. Vi skulle have et sikkert grundlag for at kunne diskutere historien, nutiden og fremtiden.
Disse beretninger følges ofte af et krav om en undskyldning fra staten. Når man udpeges som minister for socialområdet, er det første, man mødes af i døren et krav om undskyldning for sine forgængeres handlinger. Undskyldning til Godhavnsdrengene, undskyldning til børn fra Grønland, undskyldning til alle børnehjemsbørn i en bestemt periode. Mine forgængere har alle sagt nej til at undskylde. Det gør jeg også. Nogen vil mene, at det da ville være en nem gestus over for de, som er blevet krænket. Men så enkelt er det ikke.
Danmark er et retssamfund. Når en uret er sket, så har vi domstolene til at give folk oprejsning og dømme de skyldige. Nogle gange er det for sent til, at retten kan afgøre en sag, fordi det er sket for længe siden. Og så er det, at samtalen om historien kan være med til at hele sårene, så vi kan gøre tingene bedre i fremtiden. Vi vil også fremadrettet se på forældelsesfristerne, men vi kan ikke afgøre skyld og uret med en undskyldning.
En undskyldning i Danmark er konkret, og det giver mening, at politikere og administratorer undskylder for overgreb og svigt, de selv har begået. Stedfortræder-undskyldninger, hvor man undskylder på vegne af andre, giver ikke mening. Man kan sige undskyld for det, man selv er ansvarlig for – ikke for, hvad andre har været ansvarlige for. Det kan desuden være med til at skabe grundlag for uoverskuelige erstatningssager, som en minister ikke kan tage ansvaret for.
Desuden: Når jeg bliver bedt om en undskyldning for et konkret forhold for halvtreds år siden, hvem undskylder jeg så på vegne af? Er det på vegne af en tidligere forstander, tilsynet, en tidligere departementschef eller socialminister? Eller var det statens ansvar, og hvem er staten her? Under alle omstændigheder er de mennesker der ikke længere. Der er ikke nogen at føre for retten, og det kan ikke rettes op med en undskyldning fra mig.
Når jeg ser tilbage, er der mange ting, jeg gerne havde set anderledes i den førte socialpolitik. Tænk bare på datidens ret til at slå børn, revselsesretten, som først blev endeligt afskaffet i 1997!
Vores land er heldigvis i konstant udvikling. Om 10 til 20 år, vil de ansvarlige forhåbentlig se tilbage og sige, at de er blevet bedre til at afhjælpe sociale problemer, end vi er i dag.
Det gør ondt helt ind i sjælen at se og læse, hvad der skete med Godhavns-drengene. Filmen ”Der kommer en dag” er en uhyggelig gengivelse af nogle anbragte drenges gruopvækkende barndom – kærlighedsløs, fuld af ydmygelser og vold. Men vi hjælper ikke ved at sige undskyld på forgængernes vegne. Det gør vi ved at se datidens problemer i øjnene og bestræbe os på, at gøre det bedre i dag.