Forældre er mere tilfredse med dagtilbud og SFO end tidligere

15-08-2016

Forældre til børn i dagtilbud og SFO har igen fået målt deres tilfredshed med deres tilbud, og undersøgelsen viser, at tilfredsheden endnu engang er steget siden første måling i 2012.

Omkring fire ud af fem forældre med børn, der går i dagpleje, daginstitution eller SFO, er enten tilfredse eller meget tilfredse med de tilbud, deres børn kommer i dagligt. Det viser en ny, landsdækkende undersøgelse, som Social- og Indenrigsministeriet har fået foretaget af brugernes tilfredshed med velfærdsydelserne.


Hos dagplejerne og i daginstitutionerne er personalet rigtig gode til at få børnene til at føle sig trygge og glade og til dagligt at engagere sig i børnene. Derudover gør pædagogerne og medhjælperne det også godt, når børnene skal afleveres og hentes i institutionen, og der er god mulighed for at vælge pasningsform. Det fremhæver forældrene i undersøgelsen. Den viser, at 88 procent generelt er tilfredse eller meget tilfredse med tilbuddene. Det er en stigning på seks procentpoint siden 2012.


Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Det er meget positivt, at forældrene er tilfredse med de tilbud, de benytter til deres børn. Og særligt, at forældrene er blevet endnu mere tilfredse gennem årene. Det bekræfter mig i, at kommunerne er blevet bedre til at levere den service, borgerne efterspørger. Det er afgørende, at børn har en tryg hverdag, og det betyder meget, at vi ved, at medarbejderne gør en stor indsats for at give den gode service. Men der er også områder, hvor der er plads til forbedring, og derfor er undersøgelsen et godt redskab for kommunerne.
- Karen Ellemann

For forældre med børn i SFO viser undersøgelsen, at 79 procent er tilfredse eller meget tilfredse med tilbuddene. Særligt er de tilfredse med den korte ventetid til at få en plads i SFO/fritidshjem, personalets evne til at få børnene til at føle sig trygge og SFO’ens åbningstider. Overordnet er der sket en stigning på to procentpoint i forhold til både 2012 og 2014.

Anna Mee Allerslev, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg, er rigtig godt tilfreds med undersøgelsens resultater:

Kommunerne bestræber sig hele tiden på at udvikle kvaliteten i dagtilbud og SFO. Og derfor er det meget glædeligt, at forældrene generelt er meget tilfredse, og at tilfredsheden oven i købet er stigende. Men vi skal naturligvis ikke hvile på laurbærrene. Derfor har KL blandt andet netop udgivet en ny publikation med inspiration til, hvordan kommunerne fortsat kan udvikle kvaliteten i dagtilbud. Den indeholder mange gode eksempler på, hvordan kommuner målrettet arbejder med at fremme kvaliteten i deres dagtilbud.
- Anna Mee Allerslev

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby siger:

Undersøgelsens resultater er en velfortjent anerkendelse af det arbejde, dygtige pædagoger, dagplejere og medhjælpere udfører i dagtilbuddene i hele landet. Forældrene er især tilfredse med personalets indsats for at få deres børn til at føle sig trygge og glade. Det er afgørende, at forældrene er trygge, når de afleverer deres børn i vores dagtilbud, og den tryghed smitter også af på børnene og deres trivsel. Et sted, vi kan blive bedre, er samarbejdet mellem forældre og dagtilbud, og det er også et af de områder, der er fokus på i arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan.
- Ellen Trane Nørby

Fakta om undersøgelsen

Figuren viser de fem højeste og fem laveste af forældrenes vurderinger af forskellige aspekter i dagtilbuddet.

undefined

Kilde: Brugertilfredshed på Dagtilbud-, SFO- og hjemmeplejeområdet. Social- og Indenrigsministeriet. Rapport og analyser udført af Rambøll.


Undersøgelsen er foretaget via spørgeskemaer til to stikprøver af de to brugergrupper. Hvert spørgeskema er besvaret af mellem 1.600 og 1.700 personer fordelt over hele landet.

 

Yderligere information

Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)