Vanskeligt stillede kommuner får 455 millioner

31-08-2016

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann har fordelt de såkaldte særtilskudspuljer, som går til vanskeligt stillede kommuner forud for budgetlægningen for 2017. Pengene går til 38 kommuner.

Når 38 kommuner skal lægge budgettet for næste år, har de et ekstra tilskud at gøre godt med. Det har de fået besked om i dag, hvor Social- og Indenrigsministeriet har fordelt særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner. I alt er der givet 455 millioner kroner fra særtilskudspuljerne.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Regeringen ønsker vækst og udvikling i hele Danmark. Men det kan være særligt svært i kommuner, der for eksempel har mange ældre borgere eller mange borgere på overførselsindkomst, og samtidig har andre økonomiske udfordringer. Her kan særtilskuddene give det økonomiske rygstød, som skal til, for at budgetterne kommer i balance. Det rygstød er jeg glad for at kunne give de mest udfordrede kommuner.

- Karen Ellemann

Tilskuddene stammer fra to puljer. Den generelle særtilskudspulje for vanskeligt stillede kommuner er i år på 300 millioner kroner. Herudover er der reserveret 15,1 millioner kroner, som skal gå til at supplere kompensationen, der allerede gives for tab ved refusionsomlægningen på beskæftigelsesområdet, i særligt vanskeligt stillede kommuner.

For hovedstadskommunerne er fordelt en særskilt særtilskudspulje, som også er finansieret af områdets kommuner.

Regeringen foreslår i sit udspil til finanslov for 2017 derudover at oprette en ny særtilskudspulje på 300 millioner kroner målrettet kommuner med vanskelige økonomiske vilkår.  

Fakta: Fordeling af særtilskudspuljerne

Den generelle særtilskudspulje (§16)

  • Puljen er rettet mod at forbedre den enkelte kommunes samlede økonomiske situation.
  • Puljen udgør i 2017 310 millioner kroner - inklusive overført beløb fra 2016.
  • Der er fordelt 315,1 millioner kroner til 29 kommuner. Heraf fordeles 15,1 millioner kroner til særligt vanskeligt stillede kommuner, hvor refusionsomlægningen på beskæftigelsesområdet efter overgangsordningen indebærer en belastning af disse kommuners økonomiske situation. De 15,1 millioner kroner er afsat fra gevinster som led i overgangsordningen.

Hovedstadspuljen (§19)

  • Puljen er rettet mod at forbedre den enkelte kommunes samlede økonomiske situation og forbeholdt kommuner i hovedstadsområdet, som bidrager til finansieringen af ordningen.
  • Puljen udgør i 2017 215,7 millioner kroner.
  • Der er fordelt 140 millioner kroner til 10 kommuner.
  • 70,5 millioner kroner er fordelt til Furesø Kommune i henhold til aftalen om sammenlægning af de tidligere Værløse og Farum Kommuner.

 

Yderligere oplysninger

Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@sim.dk, tlf.: 25 23 92 66

Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)