Minister: Alle underretninger om børn og unge skal tages alvorligt

16-12-2016

Kommunerne modtog knap 97.000 underretninger med bekymring om børns trivsel og udvikling i 2015. Det viser nye tal fra Ankestyrelsen. Børne- og socialminister Mai Mercado opfordrer kommunerne til at følge aktivt op på hver eneste underretning.

 

Får børnehavebarnet ikke nok omsorg derhjemme? Pjækker skoleeleven alt for ofte, uden at forældrene reagerer? Og bliver der taget hånd om teenagepigens isolation? Det er spørgsmål som disse, der sidste år fik bekymrede voksne til at underrette kommunerne om knap 59.000 børn og unge under 18 år. I alt modtog kommunerne knap 97.000 underretninger, viser tal fra Ankestyrelsens Underretningsstatistik for 2015, som netop er blevet offentliggjort.

For de fleste børn og unge modtog kommunen kun én enkelt underretning, mens der for 33 pct. af børnene var flere. Skoler og sundhedsvæsenet har stået for de fleste underretninger.

 

Børne- og socialminister Mai Mercado siger: 

Det er vigtigt, at kommunerne tager hver eneste underretning med en bekymring meget alvorligt. Når et barn har brug for hjælp, skal kommunen reagere hurtigt og følge op. Derfor har vi også en regel om, at kommunerne skal vurdere, om der skal handles akut på en underretning inden for 24 timer.

- Mai Mercado

Samtidig med underretningsstatistikken offentliggør Ankestyrelsen også en særskilt rapport, der ser på årsager til, at der er forskel fra kommune til kommune på, hvor meget der bliver underrettet. Den peger bl.a. på, at kommunernes socioøkonomiske forhold spiller ind. Det samme gør måden, hvorpå de anvender underretninger som arbejdsredskab.

 

Børne- og socialminister Mai Mercado siger: 

Underretninger er et vigtigt arbejdsredskab, men vi kan se, at der er stor forskel på, hvor ofte eksempelvis skole og dagtilbud underretter. Derfor skal kommunerne bruge disse tal til at sammenligne sig med nabokommunen og overveje, om noget skal ændres. For at sikre mig at kommunerne ved, hvordan de kan bruge statistikken, og hvilken inspiration og støtte de kan få hos Ankestyrelsen og Socialstyrelsen, skriver jeg til kommunerne i det nye år. Det er vigtigt, at de alle arbejder med en praksis, der giver børnene den bedst mulige hjælp.

- Mai Mercado

 

Det er anden gang, underretningsstatistikken udkommer. Statistikken giver mulighed for bl.a. at følge den kommunale og nationale udvikling i antal underretninger, hvem der underretter, og hvad der bliver underrettet om.


Fakta

Kommunerne modtog i alt 96.948 underretninger om 58.616 børn i 2015. Skoler stod for 21 pct. af underretningerne.


Yderligere oplysninger

Se Ankestyrelsens hjemmeside for Underretningsstatistik 2015.

 

Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms) 

Kristiane Stürup, fuldmægtig, kstu@sim.dk, 41 85 14 07