Kommunalpolitikere er tilfredse med udvalgsstyret

02-10-2019

Spørgeskemaundersøgelse i 12 kommuner viser, at 78 procent synes, at styreformen fungerer godt.

Styreformen sætter rammer for det politiske arbejde i landets kommuner. De fleste steder i landet er der udvalgsstyre. Her er kommunalbestyrelsen det øverste organ. Men meget af arbejdet foregår i udvalg.

VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har lavet en undersøgelse af udvalgsstyret.

Den afdækker erfaringer og holdninger blandt kommunalpolitikere og kommunaldirektører i 12 danske kommuner.

En spørgeskemaundersøgelse blandt politikerne her viser, at 78 procent synes, at den nuværende styreform i kommunen fungerer godt eller meget godt. Forskerne fra VIVE kan ikke pege på nogen anden styreform, der entydigt vil kunne fremme demokratisk ansvarsplacering, lederskab og professionalisme bedre.

Undersøgelsen fra VIVE blev bestilt af den tidligere regering. Begrundelsen var, at kommunerne er blevet større og har fået nye opgaver. Den handler om udvalgsstyret, som langt de fleste kommuner har. Her sidder politikerne fra de fleste partier i udvalg, og borgmesteren er den eneste fuldtidsansatte politiker.

Yderligere oplysninger

Pressekonsulent Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16