Plakater om besøg på vej ud til landets sociale tilbud

15-05-2020

Landets sociale tilbud får nu plakater, der på en lettilgængelig måde beskriver de nye regler for besøg under COVID-19.

Social- og Indenrigsministeriet har netop udsendt plakater, som landets sociale tilbud opfordres til at hænge op, så borgere, pårørende og personale kan orientere sig i dem.

Plakaterne beskriver på en lettilgængelig måde de nye regler for besøg på sociale tilbud under COVID-19.

De nye regler betyder blandt andet, at alle børn, unge og voksne på landets sociale tilbud nu kan få besøg af enkelte nære pårørende. Besøg har hidtil kun været muligt i begrænset omfang.

Besøgene skal ske i samråd med den lokale ledelse på tilbuddene, og de skal som udgangspunkt afvikles på tilbuddenes udearealer. Forvaltningen af de nye regler skal i øvrigt ske i overensstemmelse med retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

Plakaterne er sendt til landets kommuner, regioner og socialtilsyn, som fører tilsyn med tilbuddene. De er blevet bedt om at videreformidle plakaterne til dem.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Ved spørgsmål om besøg: Hotlinen for socialfaglige spørgsmål tlf. 72 42 40 00 (alle hverdage 9-18)