Bredt flertal fordeler 760 millioner kroner til udsatte mennesker

24-11-2020

Et bredt flertal af partier har indgået aftale om fordeling af reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. I de næste fire år er der midler til bl.a. civilsamfundet, hjemløse, anbragte børn og styrket tilsyn på ældreområdet.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance har indgået aftale om at fordele 760 millioner kroner fra reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, der har erstattet den tidligere satspulje.

Pengene går til initiativer, der gør en forskel for udsatte mennesker på social-, sundheds-, ældre- og arbejdsmarkedsområdet.

Den største del af reserven går til initiativer på socialområdet, hvor der bl.a. er afsat penge til pårørende til mennesker med handicap, en forlængelse af det sociale frikort og udvikling af tidligere indsats mod vold i nære relationer. Aftalen indeholder adskillige initiativer for udsatte børn, bl.a. i form af et videnscenter for børneinddragelse i anbringelsessager, efteruddannelse til plejefamilier og driftsstøtte til organisationerne Mentorbarn og De Anbragtes Vilkår. I de kommende år skal der desuden udarbejdes en strategi for samarbejdet med civilsamfundet, bl.a. med fokus på at bekæmpe ensomhed.

På sundheds- og ældreområdet er der bl.a. afsat penge til et styrket tilsyn på ældreområdet, en videreførelse af alle headspace-centrene og en forbedret indsats over for mennesker med spise-forstyrrelser og selvskade. På arbejdsmarkedsområdet er partierne bl.a. blevet enige om et initiativ, som skal få veteraner i arbejde, og på integrationsområdet er der afsat penge til idræt i udsatte boligområder.

Den brede aftale glæder social- og indenrigsminister Astrid Krag:

”Vi har stadig brug for at styrke det velfærdssamfund og sikkerhedsnet, der især er til for vores mest udsatte. Med aftalen løfter vi hele socialområdet med nye initiativer. Jeg er særlig glad for, at vi får sat fokus på at give udsatte børn en stærkere stemme i sociale sager med et nyt center for børneinddragelse. Det ligger mig også meget på sinde, at pårørende til mennesker med handicap får bedre hjælp. Samtidig sikrer vi bedre rammer for de organisationer, som yder en kæmpe indsats for udsatte mennesker, med en kommende strategi for samarbejdet med civilsamfundet.”

- Astrid Krag

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger:

Med denne aftale har vi i fællesskab prioriteret ældreområdet markant. Sommerens beretninger om omsorgssvigt i ældreplejen har vist, at der visse steder er udfordringer i ældreplejen, og at der er behov for initiativer, som sikrer forbedringer på området. Én af nøglerne hertil er tilsynet med ældreplejen. Derfor er det vigtigt for mig, at vi her og nu styrker særligt opfølgningen og læringen efter et påbud fra Ældretilsynet. Så de plejeenheder, der har fået et påbud, får hjælp til at løfte kvaliteten. Samtidig vil jeg invitere partierne til en bredere drøftelse af det samlede tilsyn med ældreplejen."

- Magnus Heunicke

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

”Jeg glæder mig helt generelt over de mange forskellige initiativer, der har det tilfælles, at de skal hjælpe vores udsatte borgere. På beskæftigelsesområdet er der bl.a. afsat penge til, at vi kan gøre mere for vores veteraner, som kan have skader på krop og sjæl. Vi skylder at hjælpe dem videre, og det kan vi nu gøre gennem projekter, som giver veteraner en håndholdt og målrettet indsats for at hjælpe dem i beskæftigelse eller støtte dem i overgangen til et job.”

- Peter Hummelgaard

Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet, siger:

”Med aftalen sætter vi fokus på nogle af de mennesker i vores samfund, som har allermest brug for hjælp. Eksempelvis lever alt for mange med vold i hverdagen, og det sætter sig dybe, varige spor. Derfor glæder det mig, at vi med aftalen viderefører Lev Uden Vold og styrker den tidlige indsats mod vold i nære relationer. Også på hjemløseområdet tager vi fat. Det er en socialdemokratisk mærkesag, at hjemløse skal hjælpes væk fra gaderne ud af et eventuelt misbrug og ind i en god hverdagsgænge.”

- Camilla Fabricius

Marie Bjerre, socialordfører for Venstre, siger:

”SSA-reserven er de særlig udsattes finanslov. Det er her vi gør en mærkbar og direkte forskel i de her menneskers liv. Venstre har kæmpet for, at både udsatte børn og unge og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet nu får at mærke, at politikerne også har deres ryg. Derfor er vi rigtig glade for, det er lykkedes at finde ekstra midler til anbragte børn og unge og til mere uddannelse af plejefamilier. Og så glæder vi os også over, at vi viderefører det sociale frikort og initiativer i Jobbanken og Cabi, der får mennesker på kanten af samfundet tættere på arbejdsmarkedet. Det har været en klar prioritet for os.”

- Marie Bjerre

Karina Adsbøl, socialordfører for Dansk Folkeparti, siger:

”Det har været helt afgørende for Dansk Folkeparti, at kvaliteten på ældreområdet løftes, og med denne aftale tager vi et skridt i den rigtige retning. Der bliver på DF's foranledning sat et større millionbeløb af til et nyt rejsehold, som sætter ind, når eksempelvis et plejehjem får et påbud af Ældretilsynet. Det kan betyde, at vi fremover kan hjælpe med at forebygge de fejl, vi har set på flere plejehjem i de forfærdelige TV2-dokumentarudsendelser i foråret. Vi er også tilfredse med, at aftalen rummer et videnscenter for anbragte børn, unge og deres familier, psykologihjælp til mænd, samt midler til organisationen Mentorbarn, som sikrer mentorfami-lier til anbragte børn og familier.”

- Karina Adsbøl

Pernille Skipper, socialordfører for Enhedslisten, siger:

”Der er mange gode elementer i aftalen, men jeg er særligt glad for, at vi har styrket indsatsen imod digitale krænkelser med en øget bevilling til Dansk Kvindesamfunds og Red Barnets rådgivningstilbud. Jeg er også glad for, at det lykkedes os at få etableret to Undgomsmodtagelser, der efter svensk forbillede skal arbejde for at fremme unges seksuelle sundhed og psykosociale trivsel. I en tid, hvor mange unge mistrives og omfanget af digitale krænkelser stiger, er det helt nødvendige indsatser, som vi er stolte af i Enhedslisten.”

- Pernille Skipper

Rasmus Helveg Petersen, socialordfører for Det Radikale Venstre, siger:

”Det er vigtigt, at vi som samfund griber og støtter børn, som har en svær opvækst. Derfor er jeg særligt glad for, at vi fortsætter driftsstøtten til De Anbragtes Vilkår. Samtidig er jeg glad for, at vi med en videreførelse af Jobbanken kan hjælpe flere sindslidende førtidspensionister i ansættelse.”

- Rasmus Helveg Petersen

Trine Torp, socialordfører for Socialistisk Folkeparti, siger:

”Det er en aftale med mange gode initiativer. Jeg er bl.a. rigtig glad for, at forældre, som mister et barn, nu får hjælp og støtte under deres sorgorlov, og at der kommer flere ungemodtagelser, hvor unge kan få gratis prævention og samtaler om krop, seksualitet og trivsel. Og så er det banebrydende, at anbragte børn og unge kan blive mødt af tidligere anbragte, der helt instinktivt kan forstå dem og bidrage med deres egne erfaringer. Mig bekendt vil Danmark være det eneste sted, hvor denne udsatte gruppe får et direkte talerør.”

- Trine Torp

Brigitte Klintskov Jerkel, socialordfører for Det Konservative Folkeparti, siger:

”Vi har landet en aftale omkring reserven, hvor der er klare, konservative aftryk. For mig har det i særdeleshed været vigtigt, at vi hjælper vores veteraner, som har kæmpet for vores frihed i krigsområder og kommer hjem med store ar på sjælen. De fortjener at blive behandlet med værdighed, og derfor glæder det mig, at det lykkes at få en pulje afsat til lokale veteranprojekter for udsatte veteraner. Det er også konservativt hjerteblod at hjælpe vores samfunds svageste. Vi fortsætter hjælpen til hjemløse, så de kan få en mere selvstændig tilværelse, hvor vi bl.a. afsætter ekstra midler til en styrket Housing First-indsats. Endelig glæder det mig, at vi med aftalen også forebygger prostitutionslignende relationer som Sugardating. Det kan være en farlig glidebane, og derfor er der brug for handling, inden det er for sent.”

- Brigitte Klintskov Jerkel

Ole Birk Olesen, socialordfører for Liberal Alliance, siger:

”Vi har især arbejdet for en forlængelse af ordningen om socialt frikort, som giver borgere, der i dag er langt fra at få et normalt job, den bedste mulighed for at prøve kræfter med et lønnet arbejde. Vi glæder os over, at vi fandt opbakning til en forlængelse af ordningen i to år, og at alle aftalepartierne også er enige om en hensigtserklæring om, at det sociale frikort skal gøres permanent, når forsøgsperioden er overstået.”

- Ole Birk Olesen

Torsten Gejl, socialordfører for Alternativet, siger:

”Vi er glade for, at det er blevet en bred aftale, hvor alle kan se sig selv. Alternativet er særligt glade for puljen til at hjælpe folk, der kommer ud af miljøer med stærk social kontrol – uanset hvilken religion, det handler om. Vi er også glade for, at vi sammen med De Konservative har fået forhandlet over 50 millioner kroner hjem til Housing First-projekter til hjemløse, og herunder en pulje til borgerstyrede budgetter for udsatte danskere.”

- Torsten Gejl

Det er anden gang, at der indgås aftale om at fordele penge fra reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, som afløste satspuljen i 2019.

Find hele aftalen i boksen her på siden.

Kontakt til ordførerne

Camilla Fabricius, socialordfører, Socialdemokratiet, tlf.: 6162 5864

Marie Bjerre, socialordfører, Venstre, tlf.: 6162 3260

Hans Andersen, beskæftigelsesordfører, Venstre, tlf.: 3337 4539

Karina Adsbøl, socialordfører, Dansk Folkeparti, tlf.: 6162 5190

Pernille Skipper, socialordfører, Enhedslisten, tlf.: 3337 5080

Rasmus Helveg Petersen, socialordfører, Det Radikale Venstre, tlf.: 6162 5541

Trine Torp, socialordfører, Socialistisk Folkeparti, tlf.: 6162 4594

Brigitte Klintskov Jerkel, socialordfører, Det Konservative Folkeparti, tlf.: 6162 4915

Ole Birk Olesen, socialordfører, Liberal Alliance, tlf.: 3337 4908

Torsten Gejl, socialordfører, Alternativet, tlf.: 6162 4651

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Sundheds- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke sms)

Beskæftigelsesministeriets pressetelfon, tlf.: 51 23 28 30 (modtager ikke sms)

Se Astrid Krag og aftalepartierne præsentere aftalen