Socialområdet opretholdes som kritisk funktion i syv kommuner med skærpede restriktioner

05-11-2020

Der indføres skærpede corona-restriktioner i syv nordjyske kommuner med minkfarme. Det betyder bl.a., at forsamlingsforbuddet på 10 personer nu også vil gælde for aktiviteter for udsatte børn og unge. Socialområdet generelt er dog fortsat en kritisk funktion, som skal opretholdes.

Onsdag den 4. november blev det udmeldt, at samtlige minkbesætninger i Danmark skal slås ned for at begrænse smitte-variationer i dyrene. Samtidig indføres der nu yderligere skærpede corona-restriktioner i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner for at sikre, at smitten fra mink ikke breder sig.

Beboere i de berørte kommuner opfordres til kun at krydse kommunegrænser i særlige situationer. Fx vil hjemløse fortsat kunne krydse kommunegrænsen, hvis der ikke er plads på et herberg i kommunen, og de er nødt til at tage til en nabokommune for at få plads.

Alle med bopæl i de berørte kommuner opfordres til at lade sig teste inden den 3. december. Opfordringen gælder også for socialt udsatte, som f.eks. hjemløse.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

Situationen i kommuner med minkfarme er helt ekstraordinær, og vi skal handle, før den bliver værre. Derfor beder vi endnu en gang danskerne om at vise sammenhold og styrke for at beskytte mennesker mod COVID-19. Og vi beder igen nogle af de mest sårbare grupper om at være de stærke. Vi skal dog holde fast i, at mennesker med handicap kan få hjælp, beboere på botilbud fortsat har et hjem, og hjemløse kan få tag over hovedet. Hjælpen til socialt udsatte er en kritisk funktion i samfundet, og den skal fortsætte som normalt.”

- Astrid Krag

Enkelte områder af socialområdet påvirkes af de nye tiltag i de syv kommuner. Aktiviteter for socialt udsatte børn og unge op til 21 år har indtil nu haft en undtagelse fra forsamlingsforbuddet på 10 personer, men denne undtagelse fjernes nu i de syv kommuner.

De fleste af de skærpede restriktioner træder i kraft i dag og nogle få først mandag den 9. november og gælder i første omgang indtil den 3. december.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 16 60 (modtager ikke sms)

Hotline for socialfaglige spørgsmål (forankret i VISO), tlf.: 72 42 40 00

Hotline hos Styrelsen for Patientsikkerhed til medarbejdere og ledere på sundheds-, ældre- og socialområdet, tlf.: 70 20 02 66

Myndighedernes fælles hotline til borgerhenvendelser, tlf.: 70 20 02 33

Spørgsmål generelt på socialområdet kan sendes til Social- og Indenrigsministeriets coronahotline på e-mail: corona@sim.dk