Ældre på plejehjem kan igen samles til gudstjenester og kulturelle arrangementer

13-04-2021

Forsamlingsloftet bliver nu lempet, så beboere på plejehjem igen kan samles til kulturelle begivenheder arrangeret på plejehjemmene. Det anbefales dog stadig, at man forsøger at begrænse størrelsen på forsamlinger.

Der er mere normale tilstande på vej på plejehjemmene, som i lang tid har været underlagt coronarestriktioner. Fra i dag kan beboerne igen samles til gudstjenester og kulturarrangementer som f.eks. foredrag og forestillinger afholdt på plejehjemmene. Ændringen gælder for alle kommunale og private plejehjem og friplejeboliger.

Social- og ældreminister Astrid Krag håber, at ændringen kan betyde en mere normal hverdag på plejehjemmene:

Det har været en hård tid, og isolation og ensomhed har ramt mange ældre. Men langt de fleste beboere på plejehjemmene har nu fået det beskyttende stik i armen. Det bliver nu muligt for beboerne at være sammen om nogle dejlige ting i hverdagen, og det vil gøre en stor forskel for de mennesker, som har savnet fællesskabet. For nyligt har vi desuden indgået en aftale om 500 millioner kroner, som kan bruges til oplevelser for sårbare ældre og udsatte mennesker. Krisen er ikke ovre, og vi skal stadig passe godt på hinanden, men vi går helt klart lysere tider i møde.”

- Astrid Krag 

Selvom det nu er muligt at samles flere plejehjemsbeboere, anbefaler sundhedsmyndighederne, at man tager højde for forholdene på det enkelte plejehjem, så der kan holdes forsvarlig afstand. Samtidig anbefales det, at plejehjemmene overholder Sundhedsstyrelsens smitteforebyggende anbefalinger om begrænsning af smitte.

Den 26. marts indgik regeringen, De Radikale, Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale, som fordeler 500 millioner kroner til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre og udsatte. Halvdelen af pengene går til kommuner, regioner samt private og selvejende tilbud på social- og ældreområdet og skal bruges til oplevelsesaktiviteter for beboerne.

Yderligere oplysninger

Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)