Tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb, modtager regeringens undskyldning d. 8. maj

21-04-2023

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil 8. maj give en undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen til et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg.

Sidste år kastede den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980 lys over et mørkt kapitel i dansk historie. Børn, unge og voksne blev udsat for svigt og overgreb under statens varetægt.

Derfor vil social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på vegne af regeringen give en undskyldning til de tidligere anbragte, der har været udsat for svigt og overgreb.

Undskyldningen bliver markeret ved et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg den 8. maj kl. 13.00 – 15.00.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne. Det er skæbner og historier, som har berørt mig dybt, og som det er vigtigt, vi lytter på og lærer af. Derfor er det eneste rigtige også at give en undskyldning fra statens side til de mennesker, der i statens varetægt blev udsat for horrible overgreb, der også dengang var ulovlige.

- Pernille Rosenkrantz-Theil

Tilmelding for presse sker på anbj@sm.dk eller joste@sm.dk  

Det bemærkes, at ministeriet d. 23. juni har oplyst nærmere om arrangementets afholdelse, jf. ministeriets pressemeddelelse, der kan tilgås her: Tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb, modtager regeringens undskyldning den 11. september

Yderligere oplysninger

Social-, Bolig- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf. 41 85 13 60 (modtager ikke sms)