Debatindlæg: Også fremtidens plejehjem må kunne klæde sig i regnbuefarver

18-08-2023

Fælles indlæg i Information af ældreminister Mette Kierkgaard og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre.

De ældre bliver alt for ofte placeret i snævre kasser på plejehjemmene. Ældre LGBTQ+-personer skal ikke skjule, hvem de er – de skal udleve det til fulde.

Vi bruger hele livet på at udvikle os til unikke personer. Men når vi når op i årene – og måske bliver plejekrævende – er der en fare for, at vi på grund af travle tidsplaner og bøvlet bureaukrati presses ned i firkantede kasser, som ikke nødvendigvis imødekommer dem, vi er.

Vi har en god ældrepleje i Danmark, men ældre bliver alt for ofte placeret i bestemte forestillinger om, hvordan det er at være gammel: De sidder på plejehjemmet og ser gamle danske film og spiser klassiske danske retter, mens GIRO 413 spiller på transistorradioen. Men det er simpelthen ikke rigtigt.

Det er vigtigt, at vi alle sammen – med al vores forskellighed – får lov til at være dem, vi er. Uanset hobbyer, fagligt kald og interesser. Uanset familiekonstellationer, kønsidentitet og seksuel orientering.

På LGBTQ+-plejehjemmet Slottet i De Gamles by på Nørrebro har man sparket døren ind. Her er et helt særligt fokus på seksuel orientering og kønsidentitet blandt beboere og personale. LGBTQ+-plejehjemmet har frihed, tryghed og fællesskab som helt centrale værdier og bestræber sig på at have den enkelte ældre i fokus. Og at det er den enkelte ældres behov, der skal i fokus, er netop en af grundstenene i den kommende ældrelov.

Derfor kan vi lære meget af Slottets værdisæt og tankegang. Nøglen til en mere mangfoldig ældrepleje ligger i lokalsamfundet. Fremtidens plejehjem skal farves af det område, hvori plejehjemmet ligger, og hvad der betyder noget for de mennesker, der bor og arbejder der – men også for de ildsjæle, der bruger deres gode frivillige kræfter på at gøre plejehjemsbeboernes sidste leveår bedre.

For ældrepleje handler ikke kun om at opfylde behov for fysisk pleje og dispensering af medicin. Det handler også om at give ældre mennesker livsglæde, selvbestemmelse og lige muligheder for at leve den sidste del af deres liv i overensstemmelse med, hvem de er.

Det er måske endda endnu vigtigere for minoriteter som LGBTQ+ personer, da de tidligere i deres liv måske oftere er blevet bedt om at tilpasse sig en bestemt kasse, de ikke har følt sig hjemme i. Ældre LGBTQ+-personer skal ikke skjule, hvem de er, deres historie og liv.

Derfor er det vigtigt, at vi politikere sikrer gode rammer for et mangfoldigt ældreliv. Det kræver, at fremtidens ældrepleje er rummelig, og at vi både starter og slutter med udgangspunkt i den ældre selv.