Tænk, hvis det var dit barn, der gentagne gange blev udsat for seksuelle overgreb af en voksen i jeres nærhed. Og forestil dig så, at dit barn bærer det med sig som en hemmelighed indtil 30 år senere, hvor tilværelsen styrter sammen, og angst og depression tvinger en erkendelse af overgrebene op til overfladen. Forestil dig så, at dit barn beder om hjælp og får besked om, at der er tre års ventetid. Tre år! Det er desværre virkeligheden for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.
De må vente i årevis på den rette hjælp. Lige nu er ventetiden for at komme i behandling op til tre år. Ifølge Videnscenter for Psykotraumatologi ved SDU går 60.000-80.000 danskere rundt med ar på sjælen efter seksuelle overgreb, de blev udsat for som børn. Ar, der viser sig som stress, PTSD, angst, depression, lavt selvværd, misbrug og selvdestruktiv adfærd.
Ofte går der mange år eller årtier, før man erkender, at det er sket, og før man er klar til at bearbejde traumerne efter overgrebene.
Når man så endelig rækker hånden ud efter hjælp, skal hjælpen også være der. Lige med det samme. Der er desværre uendeligt lang vej igen, når ventelisterne er oppe på tre år.
Regeringen vil derfor afsætte ekstra 20 millioner kroner for at styrke området og få nedbragt ventetiden i de kommende år. Det er et væsentligt løft, men ses fra regeringens side kun som det første skridt. For der skal mere til. Udover at høvle den store ventetidspukkel af skal vi også arbejde for at skabe stabile og varige korte ventetider. Ligesom vi vil drøfte eventuelt nye rammer for området sammen med tilbud, centre og organisationer for senfølgeramte borgere. Det er efterspurgt, at der kommer mere stabile rammer og bedre systematik omkring behandlingen, og det vil vi selvfølgelig gerne se på. Senfølgerne kan behandles.
Så de senfølgeramte kommer et bedre sted hen i deres liv. Og derfor er det jo tudetosset, at vi ikke gør noget ved det. For som en senfølgeramt borger sagde til TV2 for nylig: 'Ingen mennesker kan holde til at gå i et vakuum af tvivl og sårbarhed så længe'. Vores nuværende tilgang koster alt for meget menneskeligt. Men jo også samfundsmæssigt i form af indlæggelser, førtidspension og misbrugsbehandling.
Det er vel netop, når noget så forfærdeligt er sket, at vi bør kunne forvente, at velfærdssamfundet gør sit yderste for at få rettet op på skaderne og for at hjælpe tilværelsen tilbage på rette kurs. Tænk, hvis det var dit barn, der havde været udsat for noget så grusomt. Og velfærdssamfundet så meddelte dig: I kan få hjælp om tre år.