De fleste af os oplever et godt og velfungerende velfærdssamfund. Når vi falder på fortovet i frostvejret og brækker armen. Når vi skal skrive de små poder op til institution.
Men er man hjemløs, OG har man været afhængig af stoffer eller alkohol gennem mange år, OG har man samtidig svære psykiske problemer, så er velfærdssamfundets krinkelkroge uhensigtsmæssige og har typisk et helt skævt sigte i sin hjælp og støtte.
For systemet og loven er primært indrettet til dem, der ofte bruger det – nemlig borgere med problemer, javel, men ikke med så mange og komplekse problemer.
Hvis man eksempelvis er afhængig af heroin og derfor er enten stærkt påvirket eller har abstinenser. Og hvis man samtidig har sår over hele kroppen med tilhørende smerter og tilmed bokser med svære psykiske udfordringer, som givetvis er årsagen til afhængigheden af heroin. Ja, så er det ikke vanvittigt nemt at skulle møde på jobcentret til et bestemt tidspunkt og leve op til kravene for at få udbetalt sin ydelse.
Samtidig er det umuligt at holde styr på MitId – for ikke at tale om at få det genåbnet, hvis man er kommet til at trykke forkert, og det har låst sig. Formodentlig har man også mistet sit pas, så man kan end ikke identificere sig, hvis man endelig har held med at komme på borgerservice. Man får skabt en masse afledte praktiske problemer, når man er stofafhængig, fordi det er svært at være skarp på detaljerne, når man er konstant påvirket.
Det nytter ikke noget for nogen, at vi som samfund forventer, at de allermest udsatte kan leve op til alle mulige praktiske ting for at kunne få hjælp. At man kun kan få hjælp, hvis man befinder sig i den rigtige kommune, på den rigtige adresse, på det rigtige tidspunkt, med de rigtige papirer, med den rigtige login – og tilmed ikke bare én gang, men igen og igen og igen. Ellers bortfalder hjælpen.
De allermest udsatte borgere giver enten op eller bruger alle deres kræfter på at forsøge at holde styr på det hele. Kræfter, som var bedre brugt på at bekæmpe de dæmoner, som er årsagen til det hårde liv.
Rigtigt mange af de allermest udsatte har været udsat for de mest forfærdelige ting, som vi andre kun læser om i aviserne. Det kan være vold og store omsorgssvigt, massive gentagne seksuelle overgreb, incest, fejlslagne anbringelser, svigt på svigt af et system, der burde have opdaget det og grebet dem.
En tidligere undersøgelse af VIVE peger på, at de allermest udsatte udgør i størrelsesordenen 10.000 borgere. Altså en lillebitte marginal gruppe ud af de omtrent 5,9 millioner mennesker i Danmark.
De er ikke mange, og de råber ikke højt, for det er der i sagens natur slet ikke kræfter til. Men de har det rigtigt skidt og rigtigt svært. Og vi skal være så uendeligt meget bedre til at gribe dem og give dem flere glade, gode og rolige timer i løbet af dagen, hvor kroppen ikke behøver være i fuldt alarmberedskab.
Vi byggede i sin tid vores velfærdssamfund for at gøre op med økonomisk og social armod og sikre lige mulighed for livsudfoldelse for alle. Det er lykkedes at løfte den store masse. Men de allermest udsatte har vi aldrig fået med.
Den nye regering har sat sig for at ændre på hele regelsættet rundt om de allermest udsatte. Vi vil give dem en helt anden ramme omkring deres liv.
Vi vil gerne med denne kronik invitere jer, indsatsen handler om, jeres organisationer, jeres pårørende og nærmeste, partier i Folketinget og andre aktører til at dele jeres overvejelser med os om, hvordan vi griber det bedre an.
Det bliver svært, javel. Hvis der fandtes lette løsninger, var der nok nogen, der havde gjort det. Men i fællesskab må vi kunne finde veje til at gøre det bedre.
Helt ud af beskæftigelsessystemet
Vores første bud på, hvad der skal ske, er, at de allermest udsatte skal mødes af en anden indsats end flertallet og en helt ny tilgang.
Det betyder for det første, at vi skal løfte de allermest udsatte helt ud af beskæftigelsessystemet.
Mange arbejdsløse har nok oplevet, hvor drænende det kan være at tage til møder og leve op til krav fra beskæftigelsessystemet.
Forestil dig så, at du har så massivt et misbrug, at det første, du tænker på, når du vågner, er, hvordan du kan få dit næste fix. Eller at du er så angst, at du ikke tør færdes blandt andre mennesker, endsige tage bussen til et møde i kommunen.
For de allermest udsatte skal vi gøre op med forestillingen om, at rådighed for det almindelige arbejdsmarked og beskæftigelse på normale vilkår er det første skridt mod at få hjælp og komme tilbage til fællesskabet. For sandheden er, at de allermest udsatte ikke kommer tættere på at få et liv med selvforsørgelse af de krav og forventninger, der ligger i beskæftigelsessystemet. De har nemlig ikke en chance for at leve op til kravene.
Fjerner vi det pres og de mange bekymringer, som urealistiske krav og risiko for sanktioner fra beskæftigelsessystemet skaber for de allermest udsatte, ja, så skaber vi større tryghed og ro omkring deres forsørgelsesgrundlag og situation, og så bliver det meget nemmere at tage hånd om de sociale problemer.
For vi taler om mennesker med så kaotiske liv og massive sociale problemer, at de er uendeligt langt væk fra at kunne varetage et almindeligt job. De fleste af dem vil egentlig rigtig gerne. De kan bare ikke.
Til gengæld vil de rigtigt gerne arbejde de timer, de kan, og derfor har de taget muligheden for socialt frikort i brug. Så selvfølgelig skal vi gøre alt for, at der er veje og muligheder for at komme ind i fællesskabet. Men vi skal have blik for, at de veje er nogle andre, måske mere bumlede veje end for så mange andre mennesker.
Vores ærinde her er ikke at kritisere sagsbehandlerne, der gør, hvad de kan, for at hjælpe udsatte borgere bedst muligt. Det er rammerne og lovgivningen, den er gal med. Og den er helt, helt gal, når vi taler om denne lille meget udsatte gruppe.
Et system for borgeren
I stedet for at opstille en stribe af krav, som de allermest udsatte borgere ikke har en chance for at honorere, skal vi møde dem med en helt anden og bedre socialfaglig indsats, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes udfordringer.
Beskæftigelsessystemet er blot ét eksempel på, at vi ofte putter de allermest udsatte ned i kasser sammen med os andre og trækker det 'almindelige system' ned over hovedet på dem. Med de samme krav og forventninger, som vi stiller til andre.
Vi har på mange måder fået skabt et velfærdssamfund, der er til for de mange. Ikke de få, der om nogen har brug for det.
Forstå os ret: Vi skal fortsat løfte i bredden. Vi skal fortsat gøre levevilkårene bedre for alle på de store strukturelle klinger – økonomi, skole, uddannelse, sundhed, bolig. Gør vi det, så får folk det bedre i almindelighed, og de allermest udsatte i særdeleshed.
Men vi må altså også indse, at det offentlige system i dag ikke er godt nok gearet til at håndtere dem, der lever på samfundets bund og falder uden for de almindelige systemer.
For mange udsatte bliver klemt i et uoverskueligt system, som de slet ikke kan finde rundt i. De bliver presset af krav og sanktioner. Det kan forståeligt skabe frustration og utryghed og være en ydmygelse for den enkelte. Og det betyder desværre også, at mange ikke får den nødvendige hjælp.
Vi skal derfor nytænkte indsatsen over for de allermest udsatte og deres møde med offentlige institutioner og sagsbehandlere, så det i langt højere grad sker på deres egne præmisser.
De allermest udsatte skal mødes af realistiske forventninger og et system, der tager dem i hånden og viser dem omsorg.
Det handler helt overordnet om, at vi som samfund skal kunne rumme de borgere, der ikke lever liv, som folk gør mest her.
Et bedre og mere værdigt liv
Man siger, at et samfund i høj grad skal vurderes på, hvordan det behandler de mest udsatte. I dag mener vi ikke, at vi behandler de mest udsatte med samme værdighed, som vi selv forventer at blive behandlet med.
Værdighed bliver derfor et pejlemærke i den nye politik for de allermest udsatte.
Vi må aldrig tage værdigheden fra de allermest udsatte. I stedet skal vi understøtte deres egen styrke og hjælpe dem til at klare livet.
For det er en vigtig pointe: Alle mennesker rummer styrker og har ressourcer. De skal bare ikke 'dræbes' af et system baseret på kassetænkning.
Vi har allerede taget et skridt i den rigtige retning ved at forlænge det sociale frikort. Med det sociale frikort kan udsatte tjene op til 20.000 kroner skattefrit om året – uden at blive modregnet i ydelser.
Det sociale frikort har de sidste fire år givet flere end 7.500 af de mest udsatte mennesker i vores samfund mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet på nogle vilkår, som passer ind i deres liv. Kortet betyder, at de kan arbejde det, de kan – når de har overskuddet til det.
Mange fortæller, at det sociale frikort betyder rigtig meget for dem. De oplever både bedre fysisk og mental trivsel. Og for op imod hver tiende ser det ligefrem ud til at være en trædesten til beskæftigelse.
Det er den rigtige vej at gå – og derfor skal det gøres endnu bedre. Vi vil også gerne videreføre det sociale frikort.
I regeringen vil vi også udvikle nye initiativer, der kan være med til at give en mere værdig tilværelse for dem, der ikke passer ind i de almindelige systemer.
Vi vil også følge op på evalueringen af ordningen med lægeordineret heroin og tænke i nye indsatser, der kan sikre mere værdighed for mennesker med massive misbrugsproblemer.
Vores påstand vil være, at det betaler sig at investere i mennesker. Både for det enkelte menneske, der får et bedre liv, og samfundsøkonomisk, når vi formår at sætte tidligt ind, inden problemerne bliver rigtigt store.
Vi skal styrke deres muligheder for et bedre og mere værdigt liv og skabe en vej ind i fællesskabet. Det er denne regerings mål.
Vores samfund skal selvfølgelig fortsat bygge på en balance mellem ret og pligt. Med en tro på, at alle mennesker kan, skal og vil yde til fællesskabet.
Men når det kommer til de allermest udsatte, så er det, som om vi i mange år har glemt retten: Retten til hjælp og støtte fra fællesskabet, når man snubler på livets vej. Retten til et trygt og værdigt liv som alle andre.
Det er på tide, at vi som samfund lever op til vores forpligtelse over for de allermest udsatte.