Stort dyk i antallet af parallelsamfund

01-12-2024

Der er kommet markant færre parallelsamfundsområder og udsatte boligområder sammenlignet med sidste år.

Der er otte parallelsamfundsområder i Danmark mod 12 sidste år.

Det viser de lister, som social- og boligministeren i dag offentliggør over parallelsamfund og udsatte boligområder. Offentliggørelsen omfatter også listerne over omdannelses- og forebyggelsesområder.

Vejleåparken i Ishøj, Motalavej i Slagelse, Nørager/Søstjernevej i Sønderborg og Skovgårdsparken i Aarhus udgår af listerne for både parallelsamfund og udsatte boligområder, da de ikke længere opfylder kriterierne. Det skyldes bl.a.  at uddannelsesniveauet i områderne er løftet, og at antallet af dømte er faldet.

Antallet af udsatte boligområder falder samlet set fra 19 til 12 – og der er ingen nye områder på de to lister.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

Mit mål er nul parallelsamfund. Så vi får et mere samlet Danmark, og så børn fra udsatte boligområder får en bedre start på livet. Selvom vi ikke er i mål endnu, så slår de nye opgørelser klokkeklart fast, at indsatserne virker. Det viser sig også i det, jeg synes er den bedste nyhed i år – nemlig at der ikke er kommet nye områder på listerne.

Hun fortsætter:

Det er virkelig vigtigt, at vi holder fast nu. Vi har et mål om, at Danmark skal være fri for parallelsamfund om fem år. Det kræver, at kommuner og boligorganisationer bruger de redskaber, som lovgivningen tilbyder - også til at gennemføre egentlige omdannelser. Det kommer jeg til at have fokus på.

- Sophie Hæstorp Andersen

Udsatte boligområder skal indføre udlejningsregler, der styrer beboersammensætningen, og det er også muligt at etablere private boliger samt godkende strategisk nedrivning og salg af almene familieboliger, hvis et område skal omdannes. Her vil man kunne søge midler fra Landsbyggefondens infrastrukturpulje. Ministeriet er i løbende kontakt med de involverede kommuner for at sikre, at redskaberne bruges.

Regeringens ghettorepræsentanter er desuden i dialog med kommuner med udsatte boligområder.


Fakta - definition af udsatte boligområder, parallelsamfund og omdannelsesområder 

Ved et udsat boligområde forstås et alment boligområde, hvor der bor mindst 1.000 beboere, og hvor minimum to ud af fire følgende kriterier er opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct., opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Ved et parallelsamfund forstås et alment boligområde, hvor der bor mindst 1.000 beboere, og hvor minimum to af kriterierne vedrørende tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetsniveau samt uddannelses- og indkomstniveau, er opfyldt, og hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

Boligområder, der har været på parallelsamfundslisten i fem år, defineres i lovgivningen som et omdannelsesområde. Boligområder, som udgår af denne liste, skal fortsat gennemføre udviklingsplanen, der er vedtaget.

Der er i alt 17 boligområder, som er omfattet af udviklingsplaner. Udviklingsplanerne anviser, hvordan andelen af almene familieboliger inden 2030 vil blive nedbragt til 40 procent, eller den andel der er givet dispensation til.

Der er mange redskaber til at nedbringe andelen af almene familieboliger, herunder nybyggeri af både private boliger og erhvervsenheder, omdannelse til almene ungdoms- eller ældreboliger, samt nedrivning og salg af eksisterende boliger. Nybyggeri er det mest anvendte redskab i de udviklingsplaner, som er ved at blive realiseret. Nedrivning og salg anvendes strategisk, hvor det skønnes nødvendigt for udviklingen i området. Kommuner og boligorganisationer kan selv tilpasse omdannelsen af områderne i forhold til de lokale vilkår og behov.

I udsatte boligområder er det obligatorisk for kommuner at indføre fleksibel udlejning, der giver fortrinsret til boligsøgende i uddannelse og beskæftigelse, ligesom der er begrænsninger for den kommunale boligsociale anvisning til disse boligområder. Herudover kan strategiske nedrivninger og salg af almene boliger godkendes i udsatte boligområder. Endelig skal udsatte boligområder prioriteres i tildeling af midler fra Landsbyggefondens pulje til boligsociale indsatser.  


Forebyggelsesområder 

Den nye kategori for boligområder med behov for en forebyggende indsats, der blev indført i 2021, omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 30 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 procent (toårigt gennemsnit).
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet (toårigt gennemsnit).
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

I forebyggelsesområderne skal der indføres fleksibel udlejning med fortrinsret til boligsøgende i uddannelse og beskæftigelse, ligesom der indføres en stramning af reglerne for kommunal anvisning og det bliver muligt at godkende strategisk nedrivning for at omdanne områder.

En stramning af reglerne for kommunal anvisning betyder, at kommunerne ikke længere må anvise udlændinge, som ikke er statsborgere i Danmark eller EU, EØS og Schweiz, til forebyggelsesområder. Kommunen må heller ikke anvise personer, der har modtaget integrationsydelse i seks sammenhængende måneder, kontanthjælp i to sammenhængende år, eller har en dom, til en bolig i disse områder.


Pressekontakt

Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).