Krise på området for international adoption

16-01-2024

Social- og boligministeren har imødekommet at suspendere den adoptionsformidlende organisation DIA's arbejde med formidling af internationale adoptioner med alle lande.

I maj tilbagekaldte social- og boligministeren den adoptionsformidlende organisation Danish International Adoption’s (DIA) tilladelse til at samarbejde med Madagaskar. I december 2023 suspenderede Ankestyrelsen DIA’s samarbejde med Sydafrika. Ankestyrelsen har den 12. januar 2024 varslet DIA om, at det indstilles til social- og boligministeren, at samarbejdet med Sydafrika stoppes endeligt. På baggrund af en orientering fra Ankestyrelsen har ministeriet indstillet til social- og boligministeren, at formidlingsarbejdet med alle lande suspenderes, hvilket ministeren har imødekommet. Beslutningen er tilkendegivet over for DIA.

På den baggrund har DIA's bestyrelse igangsat en kontrolleret afvikling af sit virke som formidler af internationale adoptioner.  

Det er den alvorligste krise på adoptionsområdet de seneste 10 år. Det sker samme dag, som Norge har besluttet at lukke for international adoption. Selvom baggrunden er forskellig, vidner udviklingen om et område, som over en årrække har vist sig vanskeligt at håndtere med henblik på sikkerheden for baggrunden for adoptionerne.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

Jeg har stor forståelse for den svære situation, som de familier, som venter på at adoptere, nu står i. Det er en ulykkelig situation. Formidling til international adoption handler om mennesker og menneskeskæbner. Når vi hjælper et barn til en ny familie på den anden side af kloden, skal der være den nødvendige sikkerhed for, at adoptionen er gennemført på ordentlig vis i forhold til de biologiske forældre.

- Pernille Rosenkrantz-Theil


Fakta

  • Ud over beslutninger vedrørende DIA’s formidling besluttede Ankestyrelsen den 12. januar 2024 at udvide det skærpede tilsyn, som i december 2023 blev iværksat i forhold til DIA’s formidlingsarbejde i Sydafrika, til at omfatte DIA’s samlede adoptionsformidling.
  • Ankestyrelsen besluttede således også, at der var behov for at gennemgå samarbejdet med Fillippinerne, Indien, Thailand, Taiwan og Tjekkiet. Styrelsens beslutning skyldes, at DIA vurderes gentagne gange mod bedre vidende at have tilsidesat væsentlige regler i forhold til formidlingen fra Madagaskar og Sydafrika, og der er derfor behov for at afdække, om DIA’s manglende efterlevelse af akkrediteringsvilkårene også omfatter de øvrige samarbejdslande.
  • Ankestyrelsen vil i samarbejde med myndighederne i samarbejdslandene og DIA tage stilling til behandlingen af sager, hvor ansøgerne på tidspunktet for suspensionen er blevet matchet med et barn, og hvor barnets proces risikerer at blive forlænget i en grad, der ikke er til barnets bedste, hvis adoptionen ikke længere kan gennemføres.
  • Berørte familier kan kontakte Ankestyrelsen på telefonnummer 61 89 74 12 eller Social-, Bolig- og Ældreministeriet på telefonnummer 61 33 76 47.
  • Alle familier vil hurtigst muligt blive kontaktet af myndighederne.

På baggrund af en upræcis formulering i indledningen af denne pressemeddelse er ordlyden ændret 15. marts 2023, så det er præciseret, at det var på baggrund af en orientering fra Ankestyrelsen, at social- og boligministeren imødekom ministeriets indstilling om at suspendere formidlingsarbejdet med alle lande. Der henvises også til faktaark.

Pressekontakt

Social-, Bolig- og Ældreministeriet, kontakt pressetelefonen på tlf.: 4185 1360 eller mail: presse@sm.dk.