Det er Ankestyrelsens faglige vurdering, at Sydafrika som afgiverland ikke har en myndighedsstruktur og lovgivning på adoptionsområdet, der understøtter og er i overensstemmelse med principperne i Haageradoptionskonventionen. Derfor vurderer Ankestyrelsen, at der ikke længere er den fornødne sikkerhed for, at adoptioner fra Sydafrika foregår på et lovligt, etisk og fagligt forsvarligt grundlag.
På baggrund af en indstilling fra Ankestyrelsen har social- og boligministeren derfor valgt at tilbagekalde tilladelsen, så der ikke længere kan adopteres børn fra Sydafrika til Danmark.
Læs afgørelsen her
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Jeg har stor sympati for de familier, som håbede på at kunne adoptere et barn fra Sydafrika, og som nu ulykkeligvis befinder sig et skridt længere væk fra deres drøm om at stifte eller udvide familien. Det udslagsgivende i denne sag er og bliver dog, at internationale adoptioner kun skal gennemføres, når der er sikkerhed for, at det er for barnets bedste. Det kan vi ikke længere være sikre på, når det gælder Sydafrika.
Beslutningen vil ikke få konsekvenser for de sager, hvor der allerede er sket matchning mellem et barn i Sydafrika og ansøgere i Danmark. Deres sagsforløb vil fortsætte upåvirket.
Social- og boligministeren siger videre:
Beslutningen om at stoppe adoptionsformidlingen fra Sydafrika skriver sig ind i den overordnede krise, som området for international adoption til Danmark har befundet sig i siden januar i år. Det, jeg nu er optaget af, er at finde en robust løsning for international adoption fremover, så der forhåbentlig kan komme mere ro på området. Når jeg har et bud på det, vil jeg naturligvis drøfte det med Folketingets partier.
Ansøgere på venteliste til at adoptere et barn fra Sydafrika henvises til Ankestyrelsen for yderligere information om deres videre muligheder.
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).