Regeringen vil fordele 850 millioner kroner til nogle af de mennesker, der har størst udfordringer i vores samfund – udsatte børn, unge og voksne, personer med handicap samt sårbare og ensomme ældre.
Alle Folketingets partier er inviteret med til forhandlingerne om SSA-reserven, der begynder i dag.
Regeringens udspil til SSA-reserven har et særligt fokus på:
- De allermest udsatte voksne, der lever i hjemløshed, har et stofmisbrug eller har været udsat for vold. Regeringen vil styrke området med midler til blandt andet overdosisbehandling og sociale viceværter i almene boliger i takt med hjemløseomlægningen
- Udsatte børn og unge, blandt andet ved at prioritere midler til behandlingstilbud for børn udsat for seksuelle overgreb
- Civilsamfundsorganisationer, der yder en afgørende indsats på tværs af sociale områder
- Øget beskæftigelse til psykisk sårbare førtidspensionister og mennesker med nedsat psykisk funktionsevne
- Bekæmpelse af ulighed i sundhed gennem indsatser i almene boligområder
- En styrket indsats til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade
- En handlingsplan for uddannelse og beskæftigelse for personer med handicap
- Hjælp til særligt sårbare og ensomme ældre, herunder mennesker med demens
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
Der er mennesker i Danmark, der ofte bliver overset. De lever ofte et hårdt liv på gaden og med psykisk sygdom og misbrug. De er særligt udsatte og har brug for bedre hjælp og støtte, end de får i dag. Derfor er der fokus på dem i årets SSA-forhandlinger. Jeg ser frem til forhandlingerne med alle Folketingets partier, om hvordan kan vi kan styrke indsatsen for hjemløse og andre udsatte, så de også får en stemme.
- Sophie Hæstorp Andersen
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Vi ønsker at flytte sundhedstilbuddene tættere på og mindske uligheden i sundhed, og derfor foreslår vi bl.a. at styrke indsatsen i de almene boligområder, hvor hver fjerde beboer oplever at have problemer med helbredet. Det er langt flere end i den øvrige del af befolkningen. Rundt om i landet har almene boligskaber, kommuner, lokale virksomheder og foreninger flere steder vist, at det er muligt at skabe bedre rammer for den nære sundhed, trivsel og forebyggelse af sygdom, og de erfaringer skal vi bygge videre på. I virkeligheden starter og slutter sundhed langt væk fra sygehusene, og derfor giver det god mening at tænke sundhed bedre sammen med den måde, vi lever og bor på.
- Sophie Løhde
Miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke siger:
Regeringen arbejder for tryghed i nattelivet. Derfor foreslår vi en række initiativer, blandt andet støtte til lokale tryghedsskabende tiltag i kommunen og øget tilskud til Natteravnene. Målet er, at nattelivet skal være trygt at færdes i. Samtidig ved vi, at LGBT+ personer oplever markant mere mistrivsel, lavere livstilfredshed og udsættes for langt mere diskrimination end befolkningen generelt. Det er et alvorligt problem. Derfor foreslår vi at fastholde forhøjelsen af LGBT+ Danmarks driftstilskud, så de kan fortsætte deres vigtige arbejde med rådgivning, netværk og støttegrupper rundt i hele landet.
- Magnus Heunicke
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
I en tid med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed må vi ikke glemme dem, der ikke er en del af arbejdsfællesskabet endnu. Der er stadig for mange, som af forskellige grunde har svært ved at få foden indenfor. Det er godt for både borgeren selv og for samfundet, hvis de kan komme ind og bidrage på en arbejdsplads. Regeringen ønsker derfor at prioritere midler til civilsamfundsorganisationer, som arbejder direkte med at hjælpe udsatte borgere i beskæftigelse.
- Ane Halsboe-Jørgensen
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger:
Alle børn og unge har ret til at dygtiggøre sig, uanset hvilke forudsætninger de har for at lære. Derfor er jeg glad for, at vi i regeringen lægger op til at prioritere midler til Glad Fondens flexuddannelse, som hjælper unge mennesker med handicap. Ikke mindst med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg er også glad for, at vi i vores oplæg har fokus på at sikre en indsats for udsatte folkeskoleelevers læseevner. At kunne læse har stor betydning for at klare sig godt i langt de fleste fag og for at opnå de nødvendige kompetencer for at fortsætte på en ungdomsuddannelse.
- Mattias Tesfaye
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
Flere og flere udsatte ældre lever desværre i hjemløshed, og samtidig oplever flere ældre ensomheden trænge sig på. Det er derfor særligt vigtigt for mig i år at prioritere indsatser målrettet de ældre, der har det allersværest, og som er allermest udsat. Jeg vil i forhandlingerne prioritere oprettelsen af plejehjemspladser til de mest socialt udsatte ældre i vores samfund samt styrke civilsamfundsindsatser, der skal imødegå de store udfordringer med for eksempel ensomhed blandt ældre. Igen i år vil jeg desuden prioritere midler til demensområdet.
- Mette Kierkgaard
Pressekontakt
Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms).