Nu går jagten på overflødige regler ind i Greve og Horsens

09-05-2017

Greve og Horsens kommuner vil indgå i et samarbejde med Økonomi- og Indenrigsministeriet og forskningsinstituttet KORA om at gøre administrationen enklere.

Rådhusene i Greve og Horsens slår snart dørene op for, at friske øjne kan få øje på, om der er overflødige kommunale regler og processer.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll har nemlig udpeget de to kommuner til at indgå i et samarbejde med Økonomi- og Indenrigsministeriet og forskningsinstituttet KORA om at rydde ud i regler. I alt 19 kommuner har søgt om at indgå i arbejdet, efter at de modtog et brev fra økonomi- og indenrigsministeren i januar med invitation til at søge om at blive en del af et partnerskab om regelforenkling, som omfatter to kommuner.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Jeg vil gerne rose alle 19 kommuner, der har sendt en ansøgning, for at være klar til at åbne deres rådhuse for et kritisk blik på egne regler. Jeg har valgt at samarbejde med Greve og Horsens, fordi deres ansøgninger tydeligst pegede på udfordringer med overflødigt bureaukrati og mulighed for at gøre tingene smartere. Desuden står det meget klart, at de to kommuner er motiverede, og at der er bred politisk og ledelsesmæssig opbakning til projektet. Det giver gode chancer for at lykkes med at gøre dem til regelryddere i stedet for regelryttere.”

- Simon Emil Ammitzbøll

I Greve Kommune vil målet med arbejdet være et opgør med internt vedtagne arbejdsgange og silotænkning og at rette op på manglende adgang til it-systemer og manglende evne til at betjene dem.

Horsens Kommune ønsker hjælp til sit arbejde med rehabiliteringsplaner, som kommunen ifølge lovgivningen skal lave for at kunne tilkende en borger førtidspension, fleksjob, ressourceforløb eller jobafklaringsforløb. Målet er mindre byrdefulde arbejdsgange og at undgå at overimplementere regler.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Jeg håber, at borgerne i begge kommuner kommer til at mærke, at de får en bedre service og fokus på deres behov i stedet for at skulle forholde sig til stive regler og arbejdsgange. Forhåbentlig kan arbejdet også tjene som inspiration til andre kommuner og til regeringens arbejde med en sammenhængsreform.”

- Simon Emil Ammitzbøll

Arbejdet med at rydde ud i overflødige regler i kommunerne supplerer Økonomi- og Indenrigsministeriets arbejde med at forenkle statslige regler i blandt andet frikommuneforsøgene. Regeringen arbejder også med sammenhængsreformen, som præsenteres i begyndelsen af 2018.

Læs ansøgningen fra Greve her.

Læs ansøgningen fra Horsens her.

 

Yderligere oplysninger

Kontorchef Søren H. Thomsen, sht@oim.dk, tlf. 41 95 55 47

Presse- og kommunikationsmedarbejder Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16