Robust opsving og rekordmange i job – ambitioner om flere reformer

17-12-2018

Dansk økonomi er godt inde i en højkonjunktur. Beskæftigelsen er steget uafbrudt i mere end fem år, og der er solidt grundlag for, at udviklingen kan fortsætte.

Dansk økonomi er godt inde i et sundt og balanceret opsving. De seneste tre år har der været vækst på over to procent, hvilket er første gang i mere end 10 år, og der er udsigt til, at fremgangen vil fortsætte. Det viser Økonomisk Redegørelse, som regeringen offentliggør i dag. Opsvinget er båret på vej af et stærkt privatforbrug, erhvervsinvesteringer og ikke mindst en høj beskæftigelsesfremgang. Siden folketingsvalget er der skabt flere end 153.000 private job.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtaler:

Vi er inde i det, der tegner til at blive et langt opsving. Det skyldes ikke mindst de reformer, som er vedtaget på tværs af skiftende regeringer. Flere har i dag incitament til at arbejde, flere står til rådighed for arbejdsmarkedet, og vi skal mere end 30 år tilbage for at finde lige så få offentligt forsørgede som i dag. Med finansloven for 2019 holder vi væksten i det offentlige forbrug nede og sender endnu flere penge tilbage i danskernes lommer.

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Dansk økonomi står stærkt, men der er risici, som i værste fald kan lægge en dæmper på væksten. Flere lande pønser på at sætte barrierer op for handel. Herhjemme vokser bekymringen for, om der kan findes nok arbejdsvillige hænder. Samtidig viser analyserne i redegørelsen, at vi stadig står med en udfordring i form af lav vækst i produktiviteten.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille udtaler:

Det går godt i Danmark. Det skal vare ved. Derfor undrer jeg mig også over, at der ikke er mere appetit på reformer. Det må stå klart for enhver, at det er reformer, der har leveret brændstoffet til det igangværende, sunde opsving. Regeringens ambition er, at vi både skal have høj beskæftigelse og høj produktivitetsvækst. Det er reformer svaret på.

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef, Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16

Kontorchef Lone Ank, lonak@oim.dk, tlf. 25 43 98 61