Barnets lov

Alle sager skal screenes, uanset om der eksempelvis er tale om en underretning om et barn eller en ung eller en ansøgning om støtte, herunder handicapkompenserende støtte.

En screening skal ses som en indledende vurdering på baggrund af de foreliggende oplysninger. Såfremt der er tale om en problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning, kan der i visse tilfælde iværksættes støtte, herunder træffes afgørelse om visse handicapkompenserende ydelser på baggrund af denne screening.

Når kommunen foretager en screening efter barnets lov § 18, vil der efter omstændighederne være behov for at gøre notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet kan i den forbindelse henvise til offentlighedsloven § 13, om notapligt i afgørelsessager, den ulovbestemt retsgrundsætning om, at der også i sager, der ikke er afgørelsessager – som fx iværksættelse af en screening efter barnets lov § 18 – skal gøres notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt, hvis de relevante oplysninger ikke allerede fremgår af sagens dokumenter samt god forvaltningsskik.

En afgørelse om eksempelvis et hjælpemiddel træffes efter § 90, nr. 4, jf. § 112 i lov om social service. Kommunalbestyrelsen skal altid foretage en screening og, såfremt der er behov for yderligere oplysning af forholdene mhp. at kunne træffe de nødvendige afgørelser om støtte, enten foretage afdækning eller gennemføre en børnefaglig undersøgelse i en sag efter barnets lov og herunder også, hvor der er behov for støtte efter § 90 eller anden handicapkompenserende støtte efter barnets lov.

Hvis der er behov for at foretage en afdækning af forhold for at belyse barnets støttebehov, kan der alene foretages en afdækning af de forhold, der er nødvendige. Hvis kommunen finder, at der er behov for at gennemføre en børnefaglig undersøgelse som grundlag for en vurdering af barnets eller den unges støttebehov, træffes der afgørelse herom efter reglerne i § 20 i barnets lov.

Alle sager skal screenes, uanset om der fx er tale om en underretning om et barn eller en ung eller en ansøgning om støtte, herunder handicapkompenserende støtte. En screening skal ses som en indledende vurdering på baggrund af de foreliggende oplysninger. Når kommunen modtager nye oplysninger i en igangværende sag, skal der foretages en screening heraf efter barnets lov § 18. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om oplysningerne supplerer de eksisterende oplysninger, og om de belyser nye forhold og derfor giver anledning til evt. at iværksætte eller udvide en afdækning eller undersøgelse.

 Alle sager skal screenes efter barnets lovs § 18, uanset om der fx er tale om en underretning om et barn eller en ung eller en ansøgning om støtte, herunder handicapkompenserende støtte. Hvis kommunen modtager informationer i en igangværende sag, skal informationerne screenes med henblik på at afklare, om de belyser nye forhold i sagen, og hvorvidt de giver anledning til yderligere afdækning eller undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov. En screening kan således ses som en formalisering af den indledende vurdering af indkomne oplysninger.

Hvis der er tale om en underretning i en sag, hvor der allerede er igangsat en støttende indsats, skal oplysningerne i underretningen screenes efter barnets lovs § 18 og genvurderes efter § 137. Kommunen vil i den forbindelse skulle vurdere, om oplysningerne giver anledning til at udvide afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse, der ligger til grund for den iværksatte indsats, og iagttage de sagsbehandlingskrav, der følger af en genvurdering efter § 137. Når kommunen har foretaget genvurderingen, vil der i praksis også være foretaget en screening. Hvis kommunen fx vurderer, at der ikke er behov for yderligere afdækning eller undersøgelse i sagen, vil dette være resultatet af en screening, jf. § 18, stk. 1, nr. 1. Det vil samtidig være resultatet af genvurderingen efter § 137.

Hvis der er tale om en underretning i en sag, hvor der er igangsat en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse sideløbende med en indsats, skal kommunen vurdere, om oplysningerne giver anledning til at udvide afdækningen eller undersøgelsen.

Hvis kommunen har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for hjælp og støtte, skal kommunen foretage en screening af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder eventuelle oplysninger fra barnet/ den unge og forældrene om barnets/den unges udfordringer og støttebehov samt baggrunden herfor. Formålet med screeningen er at vurdere, om der er behov for at få barnets/den unges støttebehov belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en undersøgelse der så er behov for.

 Hvis kommunen modtager nye oplysninger i en sag, skal disse oplysninger screenes. En screening kan derfor ses som en formalisering af den indledende vurdering af indkomne oplysninger med henblik på at afklare, om oplysningerne belyser nye forhold i sagen og giver anledning til at foretage yderligere afdækning eller undersøgelse i sagen. Hvis det ikke er tilfældet, vil dette også være resultatet af en screening.

En screening efter § 18 i barnets lov skal som udgangspunkt ske på baggrund af de foreliggende oplysninger. Er der behov for at indhente yderligere oplysninger, vil der i udgangspunktet være tale om en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnet eller den unge efter reglerne i § 19, eller en problemstilling hvor der er behov for en egentlig børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov efter bestemmelser i §§ 20-23.

En screening efter § 18 i barnets lov som udgangspunkt skal ske på baggrund af de foreliggende oplysninger. Er der behov for at indhente yderligere oplysninger, vil der i udgangspunktet være tale om en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnet eller den unge efter reglerne i § 19, eller en problemstilling, hvor der er behov for en egentlig børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov efter bestemmelser i §§ 20-23.

Afdækningen skal alene afdække de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt. familiens konkrete udfordringer og støttebehov.

Hvis det eksempelvis vurderes efter en screening, at et barn ikke har brug for anden hjælp end et hjælpemiddel, men at der er behov for yderligere oplysninger for at kunne vurdere, om barnet opfylder betingelserne for at få bevilget hjælpemidlet, vil det alene være de forhold, der skal belyses i forbindelse med oplysning af sagen, der skal afdækkes.

Afdækningen skal altså ikke afdække andre forhold end nødvendigt for at kunne træffe den rigtige afgørelse.

Hvis kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung trænger til støtte, fx på baggrund af en underretning, skal kommunen foretage en screening af sagen med henblik på at vurdere behovet for yderligere sagsoplysning. Kommunen skal i vurderingen lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder om behovet for hjælp og støtte er helt eller delvist begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det vil derfor afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag, om der er tale om en problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov, en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov, jf. § 19, eller en problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov, jf. §§ 20-22.

En børnefaglig undersøgelse senest skal afsluttes fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på behovet for støtte, jf. § 20, stk. 3. Uanset fastsættelsen af fristen på fire måneder skal den børnefaglige undersøgelse altid gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den unges eller familiens behov for støtte. 

De fire måneder løber altså ikke fra tidspunktet for afgørelse om, at der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, men fra kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for støtte. Det kan være i forbindelse med, at kommunen har modtaget en underretning, at barnet eller den unge selv har henvendt sig eller at kommunen er blevet opmærksom på at barnet eller den unge kan have problemer som led i kommunens generelle tilsynsforpligtelse. 

Den skal afsluttes som en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov og leve op til de proceskrav, der gælder efter barnets lov. Hvis der efter undersøgelsens afslutning skal træffes afgørelse om iværksættelse af indsatser, vil det ligeledes skulle ske efter barnets lov.

I praksis kan der være tilfælde i overgangsperioden mellem serviceloven og barnets lov, hvor man i kommunen afslutter en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov, der er påbegyndt efter serviceloven, og hvor det efter barnets lov kunne være tilstrækkeligt at foretage en screening eller afdækning. Det vil dog alene være tilfældet i en kortere overgangsperiode.

En børnefaglig undersøgelse, der er iværksat efter servicelovens regler, og som ikke er afsluttet inden den 1. januar 2024, skal færdigbehandles efter barnets lov. Undersøgelsen skal derfor leve op til de proceskrav, der gælder efter barnets lov, herunder kravet om deltagelse af to børne- og rådgivere ved væsentlige møder, jf. § 21, stk. 5, i sager hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller anbringelse. Kravet kan under visse omstændigheder fraviges, eksempelvis i tilfælde, hvor der opstår uforudsete hindringer, fx pludselig opstået sygdom. Men udgangspunktet er, at kommunen skal efterleve kravet i bestemmelsen.

Kommunen skal behandle alle indkomne underretninger efter reglerne i §§ 136-138 i barnets lov, herunder de særlige regler, der gælder for underretninger om overgreb. Kommunen skal i den forbindelse screene sagen og på den baggrund vurdere, om betingelserne for iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse efter § 20, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, dvs. om der er viden eller mistanke om overgreb.

Det betyder ikke, at enhver underretning, en kommune modtager om bekymring for overgreb mod et barn eller en ung automatisk skal medføre, at der træffes afgørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse. Åbenlyst grundløse eller rent chikanøse underretninger vil således ikke give anledning til en børnefaglig undersøgelse. I sådanne tilfælde vil sagen efter en screening skulle afsluttes, hvis der ikke i øvrigt er grundlag for bekymring for barnet eller den unge.

Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en anmodning om en børnefaglig undersøgelse fra et barn, en ung eller forældremyndighedsindehaveren vurderer, at der hverken skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse eller en afdækning, kan forældremyndighedsindehaver og barnet/den unge, der er fyldt 10 år, klage herover til Ankestyrelsen.

Det bemærkes, at hvad angår en beslutning om ikke at iværksætte en screening (§ 18) eller en afdækning (§ 19) er der tale om procesledende beslutninger, der ikke kan påklages særskilt. Når Ankestyrelsen behandler en klage over en konkret indsats, vil det imidlertid indgå i behandlingen, om sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Børn og unge med funktionsnedsættelser skal inddrages i egen sag, med mindre alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det.

Det følger af Børnekonventions artikel 12, at deltagerstaterne skal sikre, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, samt at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. Det følger endvidere af retssikkerhedslovens § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, samt at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. Det følger desuden af servicelovens § 1, stk. 3, at hjælpen efter serviceloven skal tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Med barnets lov § 5, stk. 1 og 2, videreføres således barnets eller den unges ret til inddragelse i og indflydelse på forhold, der vedrører barnet eller den unge. Det fremgår desuden af § 5, stk. 3, at barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter barnets lov om barnets eller den unges forhold. Det fremgår her som noget nyt, at inddragelse skal ske løbende og ikke, som efter serviceloven, er knyttet til kravet om børnesamtale på bestemte tidspunkter. Af barnets lov § 5, stk. 4, fremgår det, at kravet om samtaler eller anden direkte kontakt i stk. 3 i særlige tilfælde helt eller delvis kan fraviges, hvis barnets eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal i disse tilfælde tilvejebringes på anden vis. Ministeriet kan således vejledende oplyse, at børn og unge med funktionsnedsættelse skal inddrages i deres egen sag i forbindelse med sagsbehandlingen og før der kan træffes afgørelse i sagen, med mindre barnets eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det.

Et barn eller den unge har ikke selvstændige partsbeføjelser i hele kapitel 8 om "Hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier" og har derfor ikke ret til at få tilsendt afgørelsen, klage over afgørelsen m.v. Dog skal barnet eller den unge stadig involveres aktivt i afgørelsen, jf. §§ 5 og 8 i barnets lov.

Træffer kommunalbestyrelsen på baggrund af en anmodning efter § 48, stk. 1, hverken afgørelse om anbringelse eller en støttende indsats efter barnets lov, kan kommunalbestyrelsens beslutning herom indbringes for Ankestyrelsen af børn og unge over 10 år. Barnet/den unge har ikke adgang til at klage over vurderingen i tilfælde, hvor der allerede er iværksat støtte efter § 32. Barnet/den unge (uanset alder) har dog mulighed for at underrette Ankestyrelsen.

Barnet/den unge har ikke adgang til at klage over vurderingen, når der allerede er truffet afgørelse om en anbringelse. Barnet/den unge over 10 år har dog adgang til at klage over afgørelse om anbringelse, valg af anbringelsessted mv. jf. § 145 i barnets lov.

Hvis kommunalbestyrelsen beslutter ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning om at suspendere samværet, vil dette ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse, og denne beslutning vil derfor ikke kunne påklages. Uanset om kommunen imødekommer barnets eller den unges anmodning eller ej, bør kommunen imidlertid overveje, hvad der ligger til grund for barnets eller den unges anmodning.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at imødekomme barnets eller den unges anmodning efter § 103, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om at suspendere samværet efter § 104, stk. 4.  Der vil i disse tilfælde være tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som bl.a. kan påklages af forældremyndighedens indehaver, jf. § 144 i barnets lov.

Retten gælder for alle børn uanset alder, da alder ikke er afgrænset i bestemmelsen. Dermed har man ikke fra lovgivers side defineret, hvor gammelt et barn skal være for at kunne fremsætte en anmodning efter § 103, stk. 2. Kommunen skal imidlertid i alle tilfælde foretage en konkret, faglig og individuel vurdering af anmodningen, herunder af barnets intention bag fremsættelse af en anmodning om suspension af samværet. I den forbindelse skal kommunen tage højde for barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse m.v.

Det bemærkes, at da der efter bestemmelsen er tale om en anmodning, er det ministeriets opfattelse, at det skal være en udtalt anmodning fra barnet. Det forudsætter derfor, at barnet har et sprog. Kropslige signaler mm. fra barnet vil derfor ikke falde inden for bestemmelsen. Dog gælder kommunalbestyrelsens pligt til at tilrettelægge samvær mm., jf. § 104, uanset barnets rettigheder efter § 103, stk. 2, og kommunen skal derfor være opmærksom på, om barnet udviser signaler på at være påvirket negativt af samvær, og om der på den baggrund skal træffes afgørelse efter § 104 eller efter § 105 af børne- og ungeudvalget.

Efter 1. januar 2024 skal opfølgning ske efter reglerne i § 95 i barnets lov, uanset at indsatsen er iværksat efter serviceloven. Efter § 95, stk. 3, skal kommunen i forbindelse med den første opfølgning træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen med inddragelse af barnet eller den unge.

I tilfælde, hvor indsatsen er iværksat efter serviceloven, vil kommunen således i forbindelse med den første løbende opfølgning efter barnets lovs ikrafttræden skulle beslutte, hvordan opfølgningen fremadrettet skal tilrettelægges, jf. § 95, stk. 3, og notere dette på sagen.

Det fremgår af overgangsbestemmelsen i § 213, stk. 3, i barnets lov, at undersøgelser, indstillinger og planer vedrørende børn og unge, som er udarbejdet eller afgivet efter serviceloven, fortsat vil kunne anvendes til brug for beslutninger, afgørelser og indstillinger efter barnets lov, jf. dog § 67, stk. 4, nr. 3. En handleplan, der er udarbejdet efter serviceloven, kan således fortsat anvendes.

Fremadrettet vil det dog være reglerne for løbende opfølgning, jf. § 95 i barnets lov, og opfølgning under en anbringelse, jf. § 96, der finder anvendelse, jf. ovenfor.

Afgørelser efter 1. januar 2024 om forhold under anbringelsen, fx om tilrettelæggelse af samvær, skal træffes efter barnets lov.

Det fremgår af overgangsbestemmelsen i § 213, stk. 2, i barnets lov, at afgørelser vedr. børn og unge truffet efter serviceloven og planer efter §§ 54, 140 og 140 a i samme lov, fortsat er gældende, når barnets lov er trådt i kraft. Bestemmelsen indebærer, at kommunen eller børne- og ungeudvalget, i sager om anbringelse uden samtykke, ikke skal træffe fornyet afgørelse om støttende indsatser, anbringelse eller handicapkompenserende foranstaltninger efter bestemmelser i barnets lov, når der allerede er iværksat en indsats efter serviceloven. Disse afgørelser kan dermed fortsætte uændret, indtil der i øvrigt er behov for ændringer på baggrund af opfølgning i sagen eller ændringer i barnets, den unges eller familiens behov, eller indsatsen ophører, eller der træffes afgørelse om hjemgivelse.

Efter ikrafttrædelsen af barnets lov pr. 1. januar 2024 skal en afgørelse om at bevillige følgeudgifter til allerede iværksatte anbringelser efter serviceloven, fremadrettet have hjemmel i barnets lov, da følgeudgifter betragtes som en ændring i en sag. Imidlertid gælder det, at selve afgørelsen om anbringelse, som er iværksat efter serviceloven, fastholdes.

Jf. § 47, stk. 2, sidste pkt., påhviler det børne- og ungeudvalget at angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed i forbindelse med en afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 47, stk. 1. Det er ikke et formelt krav, at den forventede varighed af anbringelsen fremgår af forvaltningens indstilling, men det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen forholder sig til dette i indstillingen, når børne- og ungeudvalget efterfølgende skal tage stilling til dette i forbindelse med afgørelsen.

Det bemærkes, at det efter serviceloven var et krav, at den forventede varighed af anbringelsen fremgik af barnets eller den unges handleplan. Der er dermed ikke tale om et nyt krav eller andre oplysninger, end der tidligere har været gældende.

Der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages af forældremyndighedens indehaver, jf. § 144 i barnets lov. Forældremyndighedens indehaver skal således oplyses om dette i forbindelse med afgørelsen. Det bemærkes, at en klage over en afgørelse, der er truffet efter § 104, stk. 4, ikke har opsættende virkning. Det vil sige, at en suspendering af samværet kan iværksættes, selvom forældremyndighedens indehaver har klaget over afgørelsen.

Det bemærkes i øvrigt, at hvis kommunen beslutter ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning om at suspendere samværet, vil dette ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse, og denne beslutning vil derfor ikke kunne påklages.

Som noget nyt kan barnet eller den unge, jf. § 103, stk. 2, anmode om, at samvær med forældrene eller netværket alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge. Det er kommunen, der skal vurdere, om barnets eller den unges anmodning giver anledning til at træffe afgørelse om, at samværet skal støttes ved, at der er en tredje person til stede under samværet.

Det er ikke afgrænset i lovgivningen, at barnets eller den unges støtteperson i denne sammenhæng nødvendigvis skal være den støtteperson, der evt. er udpeget efter § 53 i barnets lov. Der kan således være børn og unge, der ikke har taget imod tilbud om en støtteperson efter § 53, og som gerne vil have en støtteperson med under samværet, ligesom der kan være børn og unge, der kan have ønske om at have en anden person med til samværet, end den støtteperson, som barnet har fået udpeget efter § 53.

Det bemærkes, at en afgørelse om støttet samvær efter § 104, stk. 3, kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år. Hvis der er behov for overvågning af samværet, fx fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, vil der skulle træffes afgørelse om at iværksætte overvåget samvær efter § 105, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at kommunen efter § 104, stk. 2, kan træffe afgørelse om, at barnets eller den unges samvær med en person fra netværket skal støttes ved, at der er en tredje person til stede, herunder eksempelvis barnets eller den unges støtteperson. Det kan fx være på baggrund af en anmodning fra barnet eller den unge efter § 103, stk. 2. Støttepersonens tilstedeværelse ved samværet vil i så fald skulle ses som en støtte for barnet eller den unge.

Kommunen vil ikke efter § 104, stk. 2, kunne fastsætte, at barnets eller den unges samvær med forældrene skal støttes ved, at der skal være en tredje person til stede under samværet. En sådan afgørelse vil kræve samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år og skal træffes efter § 104, stk. 3.

Det bemærkes, at hvis kommunen beslutter ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning om at suspendere samværet, vil dette ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse, og denne beslutning vil derfor ikke kunne påklages.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde at hjælpe med at finde en støtteperson i barnets eller den unges familie eller netværk i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet gælder alle børn og unge. Der er i overensstemmelse med de tidligere regler i serviceloven ikke adgang til at undlade at hjælpe børn og unge med en funktionsnedsættelse med at finde en støtteperson i familien eller netværket, hvis barnet eller den unge ønsker at gøre brug af tilbuddet. Tilsvarende gælder i forhold til kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde at hjælpe med at finde enten en støtteperson eller en venskabsfamilie i barnets familie eller netværk for børn og unge anbragt på et børne- og ungehjem, eget værelse mv. og efterskole, fri fagskole eller en fri grundskole med kostafdeling.

Der er i lovgivningen ikke fastsat en formel tidsfrist for, hvornår Ankestyrelsen senest skal have modtaget en anmodning om en vurdering af afgørelsen (en ”second opinion”) fra barnets plejefamilie mv. Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at det i praksis vil være sådan, at anmodningen bør indgives, før hjemgivelsen/flytning af barnet iværksættes, da anmodningen tillægges opsættende virkning, og hjemgivelsen/flytning af barnet således vil blive sat i bero, mens Ankestyrelsen behandler anmodningen. Der kan dog ikke efter barnets lov stilles krav herom.

For så vidt angår Ankestyrelsens behandling af en anmodning om ”second opinion” efter § 101 eller § 98, stk. 3, skal dette ske efter reglerne i § 153 i barnets lov. Ankestyrelsen skal så vidt muligt træffe afgørelse inden 8 uger efter, at Ankestyrelsen har modtaget en anmodning, svarende til hvad der gælder ved behandling af underretninger.

Afgørelser om anbringelse uden samtykke, som er truffet efter serviceloven inden 1. januar 2024, skal genbehandles efter reglerne i § 50 i barnets lov. Børne- og ungeudvalget skal således fortsat – hvis anbringelsen skal fortsætte – som hovedregel genbehandle sagen efter henholdsvis ét år eller to år, afhængigt af om barnet eller den unge har været anbragt inden for det seneste år forud for den aktuelle anbringelse. Det følger heraf, at opretholdelse af en anbringelse uden samtykke, jf.  § 47, ud over ét år fra børne- og ungeudvalgets afgørelse, vil kræve en fornyet afgørelse i udvalget. Ved genbehandlingen vil der skulle tages stilling til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen fortsat er opfyldt. Der er således tale om en ny afgørelse, som skal træffes efter de gældende regler, dvs. efter reglerne i barnets lov. Kommunalbestyrelsens indstilling vil derfor også skulle udarbejdes efter reglerne i barnets lov. 

Der er ikke i barnets lov fastsat formkrav til udarbejdelse af kommunale beredskaber efter § 15, stk. 2 og 3. Det er derfor muligt at udarbejde ét samlet beredskab, hvis det i sig selv lever op til de krav, der følger af § 15, stk. 2 og 3. Det er bl.a. vigtigt, at beredskaberne hver især lever op til de angivne formål, og at de er tilgængelige for relevante fagpersoner i kommunen.

Det fremgår af § 114, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om en række former for ungestøtte til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 i barnets lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år. Det fremgår samtidig af § 213, stk. 2 i barnets lov, at afgørelser, der er truffet efter servicelovens regler, fortsat er gældende efter den 31. december 2023. Dette omfatter afgørelser om anbringelse uden for hjemmet. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at en anbringelse uden for hjemmet, jf. den tidligere § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven, vil kunne sidestilles med en anbringelse efter kapitel 5 i barnets lov, ifm. kommunalbestyrelsens afgørelse om ungestøtte efter barnets lovs § 114, stk. 1. Det vil dermed ikke være nødvendigt at træffe en ny afgørelse om anbringelse efter reglerne i barnets lov. Selve afgørelsen om ungestøtte vil dog skulle træffes efter reglerne i barnets lov.

§ 103, stk. 2, indebærer en ret for barnet eller den unge til at anmode om at få suspenderet samværet med forældrene eller netværket i en periode på op til 8 uger. Det er herefter kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere, om der er grundlag for at imødekomme barnets eller den unges anmodning, og i så fald vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om at suspendere samværet efter § 104, stk. 4.

I sådanne tilfælde er der tale om en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages af forældremyndighedens indehaver, jf. § 144 i barnets lov. Der gælder således de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring osv., ligesom forældremyndighedens indehaver skal oplyses om muligheden for at klage over afgørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at en klage over en afgørelse, der er truffet efter § 104, stk. 4, ikke har opsættende virkning. Det vil sige, at en suspendering af samværet kan iværksættes, selvom forældremyndighedens indehaver har klaget over afgørelsen.

Kommunalbestyrelsen skal på baggrund af barnets eller den unges anmodning foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse om suspendering af samværet og periodens længde, som maksimalt kan vare 8 uger. En sådan afgørelse vil herefter skulle træffes efter § 104, stk. 4.

Det er derfor ministeriets opfattelse, at perioden på maksimalt 8 uger tidligst kan løbe fra tidspunktet, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om suspension af samvær efter § 104, stk. 4.

Det er videre ministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en afgørelse efter § 104, stk. 4, bør tage stilling til, hvornår suspensionsperioden skal løbe fra. I den forbindelse bør kommunalbestyrelsen tage højde for, hvornår barnet eller den unge sidst har haft samvær med de personer, som suspensionen vedrører, således at suspensionsperioden i praksis ikke kommer til at overstige grænsen på maksimalt 8 uger.

Det fremgår lovbemærkninger til barnets lov, at intentionen er at videreføre gældende retstilstand, som er fastsat gennem praksis og beskrevet i vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven (Vejledning nr. 1 til serviceloven), hvorefter udgangspunktet er, at en afgørelse skal iværksættes straks efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen.

Det fremgår endvidere af lovbemærkninger til barnets lov, at kommunalbestyrelsens forpligtelse til at iværksætte en afgørelse efter loven straks efter, at denne er truffet, tydeliggøres ved at anføre denne forpligtelse eksplicit i loven med det formål at sikre en skærpet opmærksomhed herpå. Det bemærkes, at tydeliggørelsen ikke indebærer ændringer i omfanget eller indholdet af forpligtelsen i forhold til gældende retstilstand, som dermed videreføres uændret med barnets lov.

Der er ikke i lovgivningen fastsat faste frister for, hvornår en afgørelse senest skal iværksættes. Det vil således i hver enkelt sag skulle bero på en konkret og individuel vurdering. Det fremgår i den forbindelse af lovbemærkningerne, at en afgørelse skal iværksættes straks efter, at den er truffet, medmindre særlige forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks. Særlige forhold kan f.eks. omfatte, at der i en kortere periode afventes plads på et særligt tilbud, eller at barnet eller den unge vil skulle have mulighed for at blive forberedt på f.eks. en flytning til et nyt anbringelsessted, så barnet eller den unge f.eks. får tid til at tage afsked eller til at besøge det nye anbringelsessted.

I situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig, er der desuden efter bestemmelsen adgang til, at de enkelte tiltag iværksættes løbende.

Det er således ministeriets opfattelse, at der kan tages højde for særlige forhold vedrørende eksempelvis den praktiske tilrettelæggelse af en indsats eller f.eks. matchning mellem et barn og et anbringelsessted. Der vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret og individuel vurdering, og der vil i den forbindelse dels skulle tages hensyn til barnets eller den unges behov og hvor længe, barnet kan vente på, at indsatsen starter op, samt hensynet til at få oplyst sagen tilstrækkeligt og sikre, at der sættes ind med den rigtige hjælp og findes det rette tilbud til barnet eller den unge. 

Endelig bemærkes, at det fremgår af lovbemærkningerne, at hvis et tilbud ikke kan iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Dette har sammenhæng med, at kommunen har forsyningsforpligtelsen, jf. § 12 i barnets lov.