Hvornår bliver et barn eller en ung anbragt?
Anbringelse uden for hjemmet er en af de indsatser, som kommunen efter barnets lov kan sætte i værk, når et barn eller en ung har brug for støtte.
Anbringelse udenfor hjemmet skal ske, når det vurderes, at det er den indsats, der vil være den mest formålstjenlige i forhold til barnets eller den unges behov for hjælp. Iværksættelse af en anbringelse forudsætter, at der er udarbejdet en børnefaglige undersøgelse.
Læs mere om den børnefaglige undersøgelse
I særlige tilfælde kan anbringelsen ske akut eller foreløbigt, og dermed sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse foretages.
Anbringelse med samtykke
En anbringelse med samtykke af et barn eller en ung kommer i stand på baggrund af et samarbejde og enighed mellem forældremyndighedens indehaver og kommunen. Hvis der er tale om en ung over 15 år, skal den unge også give samtykke til anbringelsen uden for hjemmet.
Der træffes afgørelse om anbringelse med samtykke efter § 46 i barnets lov.
Anbringelse uden samtykke
Et barn eller en ung kan kun anbringes uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at et barns eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge. Der skal samtidig være en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke træffes af børne- og ungeudvalget i kommunen efter § 47 i barnets lov.
Både forældremyndighedens indehaver og børn og unge, der er fyldt 10 år, har ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke.
Forældremyndighedens indehaver og et barn eller en ung, der er fyldt 10 år, kan klage over børne- og ungeudvalgets afgørelse til Ankestyrelsen.
Læs mere om klagebehandling
Du kan også læse mere om behandlingen af din klage på Ankestyrelsens hjemmeside
Valg af anbringelsessted
Kommunen skal træffe afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted i overensstemmelse med barnets plan eller ungeplanen. Kommunen skal vælge det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.
Kommunen skal også lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer, og herunder også, om en plejefamilie kan være det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.
Hvis det barn eller den unge, der skal anbringes, har søskende, der også er anbragt eller skal anbringes, skal kommunen vælge samme anbringelsessted med mindre, at børnenes behov eller andre forhold taler i mod det.
Anbringelsessteder for børn og unge kan være:
- Almene plejefamilier
- Forstærkede plejefamilier
- Specialiserede plejefamilier
- Netværksplejefamilier
- Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem
- Børne- og ungehjem (opholdssteder eller døgninstitutioner for børn og unge)
- Pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling
Et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet. Når der er tale om netværksplejefamilier, der alene godkendes til at være plejefamilie for et eller flere konkrete børn, skal plejefamilien dog være godkendt af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.