Merudgifter til børn og unge

En familie, der har et barn under 18 år med handicap eller langvarig sygdom, kan få dækket de merudgifter, der er en følge af handicappet eller sygdommen.

Det er en betingelse, at barnet eller den unge bor hos sine forældre eller andre pårørende. Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning, eller midlertidigt - som led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, bliver også betragtet som værende forsørget i hjemmet.

Derudover skal familiens merudgifter overstige en vis minimumsgrænse inden for et år, før familien kan få udbetalt merudgiftsydelse. Det kan både være løbende udgifter og enkelte udgifter. I 2023 er den årlige minimumsgrænse på 5.348 kr.

Udbetaling af en merudgiftsydelse

Familien udarbejder sammen med kommunen et overslag over de udgifter, de efter al sandsynlighed vil få i det kommende år. Dette sammenholdes med hvilke udgifter en tilsvarende familie, som ikke har et barn med handicap ville have. Familien får herefter udbetalt en fast månedlig ydelse, som skal dække de merudgifter, der er en følge af barnets handicap. Ydelsen fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Eksempler på merudgifter

Familien kan fx have merudgifter til:

  • Særlig kost
  • Medicin
  • Beklædning og fodtøj
  • Ekstra vask
  • Beskæftigelse i fritiden
  • Handicaprettede kurser til forældrene og andre pårørende
  • Transport til dagtilbud, behandling og fritidsaktiviteter.

Hvis barnet er indlagt på hospital pga. sit handicap eller sin lidelse, kan forældrene få hjælp til dækning af merudgifter til overnatning og til fx kost og befordringsudgifter, hvis forældrenes tilstedeværelse er nødvendig.

Dækning af merudgifter under ophold i udlandet

Forældre kan tage merudgiftsydelsen med under midlertidige ophold i udlandet på op til en måned uden at søge kommunen på forhånd. Hvis udlandsopholdet overstiger en måned, skal forældrene søge kommunen på forhånd. Det forudsætter i begge tilfælde, at forældrene har modtaget hjælpen allerede inden udrejsen.

I ganske særlige tilfælde kan der gives hjælp til dækning af ekstraomkostninger i forbindelse med kortvarige ferieophold som fx en hjælpers rejse- og opholdsudgifter.